Til Özlem Sara Cekics (SF) kommentar på Facebook tidligere i dag skriver Tommy Hundskær Jespersen følgende:
“@Charlie helt sikkert, nu høre jeg iblandt ordet Ny” Danskere, det er ihvertfald en forandring, men stadig noget svært at se som et fremskridt, da den/de omtalte personer er født i Danmark, jeg høre hellere aldri Wozniacki eller Schmeichel omtalt som 2-3 generations indvandre, så det er i den grad en negativ ladet ord, og som i mange tilfælde bruges for at bekræfte ens fordomme.”
Til det kommenterer jeg med følgende:
@ Tommy Hundskær Jespersen
Udtrykket “X. generations invadere” har, i det hele taget, diskrimination indbygget i sin essens. Når “indvandrer” bruges negativt (Hvilket næsten altid har været tilfældet) forsøger man (Tror ikke jeg behøver definere hvem) at finde måder at bruge det om så mange som muligt for, at stemple og dæmonisere en bestemt gruppe af mennesker.
Du kommer selv med nogle rigtig gode eksempler det viser manglen på logik i udtrykket, og som gør det åbenlyst hvilke grupper det er rettet imod, om man så er statsborger (Og derfor, pr. definition, dansker) eller ej. På den måde kan man stemple folk ud i det uendelige (Minder mig om den tankegang man havde i middelalderens Kina, hvor en hel slægt var ansvarlig for et familiemedlems gerninger, og derfor kunne kejseren beordre en hel slægt straffet og/eller henrettet, eller slavebundet i uendelighed. Det sidst nævnte var i øvrigt tilfældet i USA indtil det 14. tillæg til forfatningen). Derudover opnår man også at kunne opdele danske statsborgere, som burde være lige, i A og B hold. B-holdet er jo så “de der X. generations indvandre, som ikke helt er danske”.
Ingen taler om 10. generations indvandre, og det faktum udstiller i virkeligheden evidensen for min ovenstående påstand, fordi hvis man ikke kan tale om 10. generations indvandre (Det har jeg i hvert fald aldrig hørt sagt om folk, hvis forfædre for 10. generationer siden kom til Danmark fra f.eks. Tyskland eller Sverige), hvorfor skal man så kunne tale om “2. generations indvandre” ? Er man født her til lands kan man jo aldrig være “indvandre”, og hvis man kunne, hvornår har man så ikke den label længere? Hvor mange generationer skal der gå? Har hørt “3. generations indvandre” brugt. Hvornår er man bare borger her til lands som alle andre?
Kort, der er ingen logisk grund for, at kunne bruge udtrykket “2. generations indvandrer” på nogen positiv måde.
Min mor har et svensk fornavn, hun aner ikke meget om hendes familie længere tilbage end hendes bedsteforældre, så hvem ved, måske er hun en “10. generations indvandre” ? Men det bliver hun, eller folk som hende, jo logisk nok ikke kaldt, fordi hun ligner jo ikke ligefrem en sydasiat som mig, hvilket er et kæmpe vink med en vognstang.
Jeg, som adoptant, er i øvrigt før blevet kaldt for “2. generations indvandrer”, hvilket var yderst krænkende, både pga. hvad jeg har redegjort for ovenfor, men også fordi den historie man som adoptivbarn bliver, ja man kan sige “indoktrineret” med, at man er ligeså dansk som alle andre, bliver slået i stykker, det er nærmest en del af ens eksistens der bliver taget fra en.
Det er, desværre, de færreste adoptionsforældre, som hiver deres børn til side og siger, “Hey X, du skal vide at der er folk derude som aldrig vil kunne lide dig fordi du er som du er, og endnu flere antager at du ikke er dansker pga. dit udseende”. Det kursus min mor var på før hun adopterede mig havde ingen del om racisme og diskrimination. Forhåbentlig er det ændret sidenhen (Hun må have deltaget i det i 1988, da jeg kom til Danmark i 1989), så et barn som kommer til Danmark fra Sydkorea, Sri Lanka, Indien osv. i 2012, ikke over de næste 20 år skal igennem, hvad jeg har været igennem de forgangne 20 år.
Til enhver som måtte overveje at adoptere et barn kan følgende artikel anbefales: http://politiken.dk/debat/ECE868967/man-holder-aldrig-op-med-at-vaere-adopteret/