Jeg oplever ofte at folk, enten helt eller delvist har misforstået hvad begreber teisme, ateisme, gnosticisme, og agnosticisme, samt deres underliggende betydninger, egentlig handler om.

Teisme er gudstro, ateisme (a’et er græsk, og betyder “uden”) er fraværet af gudstro. Et fravær af tro er ikke det samme, som aktivt at tro på at noget ikke findes.

Ateisme er i virkeligheden ikke en “-isme”, ligeledes er skaldethed ikke en frisure eller at afholdenhed ikke er en sexstilling.

Antiteisme er troen på at ingen guder findes.

Når vi taler om gudsspørgsmålet er denne nuance vigtig. Mange ville beskrive sig selv, som det man med et filosofi-teknisk begreb ville kalde “agnostiske ateister”, dvs. en person, som ikke tror på en eller flere guder, men heller ikke påstår at “vide” at ingen guder findes.

Kort sagt, teisme/ateisme handler om hvad man tror, hvorimod gnosticisme/agnosticisme handler om hvad man ved.

Der findes agnostiske teister, som vil sige at de tror at der findes en gud, men at de ikke ved om der egentlig gør. Ligeledes findes der både agnostiske ateister, og gnostiske ateister (Antiteister).

Et andet eksempel kunne f.eks. være abiogenese (Hypotese om at organisk materiale kan opstå fra uorganisk materiale), som jeg personligt synes er spændende, men det er stadig kun en hypotese, dvs. “a work in progress” hos videnskaben.