Efter mit indlæg til Karina Lorentzens kommentar på Facebook til MetroXpress artiklen skrev Lena Thomhav følgende svar til mig:

“Okay, Troels. Jeg tror jeg forstår, hvad du mener. Og ytringsfriheden er en vigtig demokratisk rettighed, som vi ikke må give køb på. Desuden er det altid nemmere at bekæmpe det, der er i det åbne – så langt er jeg med. MEN med al risiko for at blive kaldt hyklerisk, så er jeg altså også et ganske almindeligt menneske, der sværger til rød politik, og jeg får altså ondt i røven, når nogen bliver rige på andres bekostning, og jeg synes, det er forkert, at mordere kan score kassen på at svælges i deres eget “heltemod” aka deres ugerning. Jeg synes tanken i sig selv er vammel.”

Jeg svarede følgende til hende:


@ Lene Thomhav

Hvis jeg udtrykte mig en tand uklart i min rus af sarkasme skal jeg beklage. Dem jeg hentød til som hykleriske, er folk som rent faktisk går ind for at knægte ytringsfriheden med lovgivning (Og det er et stort problem, fordi vi har ingen forfatningsdomstol til at håndhæve grundloven hvad ytringsfrihed angår, modsat f.eks. Tyskland, Frankrig, sågar Italien og Spanien) hvad det her angår. Jeg skal være den første til at skelne mellem de typer, og så folk som nok måtte synes at det kan være moralsk problematisk, at f.eks. Anders Breivik måtte kunne tjene penge på at skrive en bog om sine ugerninger (Dog tror jeg Breivik hellere vil bruge tid på, at skrive et nyt 1000-siders manifest), men som ikke går ind for rent faktisk at forbyde det. Der er forskel i mellem at have et princip, og stå ved det, selv når man synes konsekvenserne af principperne er ubehagelige (F.eks. som du siger med, at nogen tjener penge på andres bekostning i form af f.eks. Peter Lundins bogudgivelse) og så det at påstå at have et princip, men at kaste det ud af vinduet, så snart man ikke synes om det mere. Tortur er andet område, hvor vi har et lignende problem. Eller dødsstraf, hvor man kan finde folk som er så og så meget imod det, men når vi så får en Rebild-sag, eller lignende, ah, så er modstanden mod dødsstraf heller ikke større osv., igen et eksempel på, at folk påstår at bekende sig til princip XYZ, men så snart det bliver svært, så står man af.

I øvrigt, jeg hører selv til langt ude på venstrefløjen, så jeg kan for så vidt godt følge dig i hvad du siger om, at det er vammelt, at nogle profiterer på andres bekostning. Jeg vil så inkludere visse nyligt afdøde erhvervsledere, som bl.a. støttede USA med skibe i den første Golf-krig, i nogenlunde samme boldbane (Hvornår har vi i øvrigt hørt om, f.eks. en indisk skibsværftsarbejder som har mistet synet, pga. farligt svejsearbejde, på det seneste?), eller et endnu bedre eksempel, George Bush (Som også har skrevet en bog), som har mindst 100.000 menneskers blod på hænderne.

Det er åbenlyst, at en lov imod at forbrydere skulle kunne udgive bøger, aldrig ville gælde rige forbrydere, eller magtfulde forbrydere, det vil kun gælde for folk som ikke er medlem af den økonomiske adel. At fokusere på f.eks. Peter Lundin, eller sågar Anders Breivik, hvad det her angår, er, med al respekt for deres ofre, at skyde myrer med atombomber, når vi har f.eks. Fallujah i Irak, som USA har forurenet med så meget uarmet uran, at man har kunne måle højere stråling end i Hiroshima i 1946, med alt hvad det indebærer af folk født deforme, kræft og jeg ved ikke hvad, og som vil fortsætte i generationer. En lov som den der foreslås i MetroXpress artiklen vil derfor kun være en knægtelse af ytringsfriheden for den menige person (I øvrigt, hvornår har overklassen været interesseret i ytringsfrihed for den menige person? Se bare da Louis Pio ville holde møde på Fælleden, det forbød politiet, da forsamlingsfriheden kun gjaldte for borgerskabet). Hvis Anders Fogh besluttede sig for, at skrive en bog om hans beslutningen om at deltage i den ulovlige aggressionskrig i Irak, så ville han jo heller ikke få konfiskeret overskuddet fra den, det er jo klart for enhver.

Den eneste “begrænsning” af ytringsfriheden, som jeg synes kan retfærdiggøres, principielt og rationelt, er i forhold til at fremsætte trusler, i form af dødstrusler eller had, imod folk. Der er vi i Danmark i øvrigt godt bagud, da vores hate speech-paragraf i straffeloven ikke dækker f.eks. seksuel orientering (Jeg kan finde et par præster, som burde sidde på anklagebænken, fremfor på prædikestolen) eller fysiske handicap. En “absolut” ytringsfrihed ville derfor knægte et andet princip om personlig frihed og sikkerhed, derfor skal loven balancere de to op imod hinanden.