@ Karina Lorentzen Dehnhardt

Jeg tror man, ud fra en filosofisk anskuelse, kan lave en interessant differentiering ved at bruge udtrykkene “Livsvarigt fængsel” og “en livstidsdom” (Eller et lignende udtryk der har formulering “en livstid”). Sprogmæssigt betyder “livsvarigt”, at noget varer for livet (Dermed pr. definition ens eget liv), men “en livstid” behøver jo ikke være ens egen livstid, det kunne være en defineret længde. På dansk bruger vi også udtrykket “i en menneskealder” til at udtrykke at noget har varet i meget lang tid. Hvis man så bruger det sidst nævnte udtryk i henhold til strafferet, kunne det hentyde til, en defineret længde. F.eks. 20 års fængsel, da 20 år, 1. er lang tid, og 2. svarer til en begrundet definition på hvad en livstid er.
20 – 25 år svarer til hvad mange ville udtrykke som “en menneskealder”.

Kan ikke lige huske længden på en livstidsdom i Norge, men fornylig vedtog Stortinget en simpel ændring af straffeloven, så at en indsat kan holdes bag tremmer, hvis det vurderes, at vedkommende er til fare for omverden. Dette er åbent tiltænkt Anders Breivik. Har ikke lige tjekket alle detaljerne omkring den lovændring, men det kunne f.eks. være ræsonnabelt, at en dommer skulle forlænge frihedsberøvelsen på en bestemt interval. Så lad os sige om 20 år, når Anders Brevik egentlig måtte stå til løsladelse, men at anklagemyndigheden mener han er farlig for omverden, kunne man foreligge det for en dommer, som så kunne afgøre, om han skulle sidde inde 5 år endnu eller noget i den stil.

Personligt er jeg skeptisk overfor det at spærre folk inde til den dag de dør af alderdom (Hvis en mand på 70 år blev dømt til 10 års fængsel, og døde 3 år senere, er det en anden snak).

En straf på f.eks. 20 år, eller, som du siger, 25 år er en hård straf, og opfylder den “hævn” fra samfundets side, som sanktionerer dem, som måtte alvorligt forbryde sig imod andre og samfundet, og den afskrækkende effekt det skal have (Der er ingen evidens for, at dødsstraf afskrækker kriminalitet, det gør tværtimod et effektivt politi, så der er stor chance for at man bliver opdaget, derudover mener jeg er dødsstraf er en kastrering af princippet om retten til livet, og en farlig beføjelse til statsmagten, selv som socialist kan staten være for stor!).
Jeg tror ikke på, at nogen sober person kunne sige “Nå ja, 20 år, så er jeg fri igen, vi ses!”, 20 år er dælme lang tid. I går var det 10 år siden jeg købte en Nintendo GameCube spillemaskine, og de 10 år i frihed har virkelig føltes lange for mig, bag tremmer er sgu en hård straf!

Men når vi taler om det, at spærre folk inde til de dør af alderdom, synes jeg er meningsløst på to områder. 1. Hvis en person ikke er blevet et bedre menneske af en straf på 20 år (Eller mindre i tilfælde af mildere forbrydelser), så bliver han/hun det nok ikke efter 40 år, og 2. At have en person indsat i et fængsel koster knaster for samfundet, så er det bedre at man giver en lang (Og dermed hård) straf, men at den indsatte på et eller andet tidspunkt kommer ud, og forsørger sig selv, jævnfør punkt 1 og Norges nye Breivik-paragraf.

Kan allerede lugte “retsfølelses-argumentet” på vejen, og dertil vil jeg sige, at retsfølelse er sgu noget underligt noget, og samtidig relevant. Ordnet.dk definerer det som “fornemmelse for hvad der er retfærdigt og rimeligt, og hvad der ikke er”. I engelsk ret adskilles princippet om lov og retfærdighed. Retfærdighed kommer ikke nødvendigvis i form af lov, fordi en lov håndhævet i alle tilfælde af brud kan være uretfærdig til tider. F.eks. hvis straffen for tyveri var håndsafhugning, og man håndhævede det over fattige som stjal brød for at deres børn skulle få mad, ja det er ikke retfærdighed. Derfor har man i England to søjler, den ene er lov, kold og kontant, og “equity” som handler om retfærdighed og rimelighed, hvor “equity” modvirker “the rigidity of the common law”, som man siger. Det er en god differentiering der giver rum for nuancer, hvorimod kontinentale retssystemer som det danske har en større tendens til at sammenblande lov og retfærdighed, ved at lovene både skal afspejle kontant lov, og retfærdighed, og derfor kan være meget rodede.

For en god beskrivelse af det engelske system, se følgende:

Hensynet til retsfølelse, som jeg ser det, er at folk respekterer og har tillid til retssystemet og dets afgørelser, og derfor ikke tyr til selvtægt og hævnaktioner, og dermed civiliserer samfundet, så det er samfundets lov, og ikke junglens lov der hersker. Hensynet til retsfølelse skal derimod ikke være, at hver enkelt offer for kriminalitet føler, at en person som måtte have bestjålet eller overfaldet dem, eller andre ting, har fået en “fair” (I forhold til offeret) straf. Fordi det er i bund og grund et “øje for øje” argument, og har ingen ende (Fordi hvis man er skyld i at en person mister synet, er det så retfærdighed at den dømte skal have fjernet synet?) og det er vi forhåbentlig gået væk fra forlængst i denne del af verden. I Iran var der for ikke så længe siden en mand, som havde smidt noget syre i ansigtet på en kvinde, så hun have mistet synet. Retssystemet ville så straffe ham ved, at han også skulle blændes med syre, som et element af retsfølelse baseret på meget middelalderlige (I den værste mulige forstand) anskuelser om retsfølelse. Systemet muliggjorde også offeret, at hun kunne “benåde” den dømte fra den del af staffen, hvilket hun gjorde, og efterfølgende havde det godt med det, men det her er i sandhed den logiske konsekvens af det argument om retsfølelse man hører fra f.eks. Dansk Folkeparti. Derudover, jeg tror helt seriøst der er folk derude som ville gå ind for, at folk som Joseph Frizl, eller de dømte i de sager om voldtægt af børn vi har haft fornylig skulle idømmes den straf man i England kalder “hanging, drawing and quartering”, hvilket vil sige, at man bliver hængt til, man lige knap er død, derefter sprættet op, og får rævet sine organer ud, og derefter parteret og halshugget. Det var straffen for højforræderi mod landet og kongen i England op igennem middelalderen og til for nogle hundrede år siden, personligt udtænkt af tyrannen Kong Edward I (Hvis nogen har brug for en dramatiseret gengivelse af det, se filmen “Elizabeth” fra 1998). Menneskerettigheder har det med at gå fløjten i manges optik, så snart de ser eksempler som er grælle nok, f.eks. i form af seksuelt misbrug af børn, folkemord eller lignende.

Som Gandhi sagde: “An eye for an eye will make the whole world blind.”