Licensopkrævning over skatten

Skal vi droppe licensen og i stedet opkræve den under skatten. Men skal vi fortsætte med licens - er det stadig vigtigt med public service i fremtidens mediebillede - hvor unge zapper rundt på alle mulige medier og er vant til at få de fleste informationer gratis ?

Jeg er 25, og for mig er DR en vigtig søjle i medielandskabet, både direkte og indirekte (Man undervurderer ofte DRs indirekte rolle). For mig er public service konceptet vigtigt, da jeg væmmes ved tanken om at alle TV-stationer er kommercielt finanserede, så det med tiden udvikler sig til et Fox News mediemiljø.

Det at DR bruger Facebook og andre sociale medier mere og mere i sin medieformidling er den naturlige udvikling i public service jeg ville forvente, det er forsåvidt ganske fint fra DRs side. DRs vide benyttelse af podcasting til, at formidle programmer (Hvilket stortset ingen nævner) er noget jeg har anvendt hver eneste dag i snart 6 år, og er glad for, det burde markedsføres bedre. Jeg synes også DR burde udgive flere egenproducerede programmer til mere eller mindre fri afbenyttelse, da det er finansieret af offentlige midler.

Licenssystemet er dog helt barokt. Tilbage i 2008 var Mogens Jensen (S) ude med et forslag om, at man burde erstatte medielicensen med en medieskat, så kunne man med et snuptag ramme alle sortseere, og dermed kunne man sætte licensgebyret ned, fordi man ikke skulle kompensere for folk som ikke betaler, men samtidig kunne man indkomstvariere licensgebyret langt mere detaljeret, så folk med mindre indkomster ikke fik så stor en byrde i deres budget. Derudover skulle man ikke ud og, som Mogens Jensen så elegant sagde, “føre kontrol med om tre unge mennesker går i seng med hinanden … eller to, lad os starte med to… for at finde ud af om de er et par”.

For mig er det logik for solsorte, rationelt og fornuftigt, og det er den vej man bør gå, som jeg ser det. Mindre dyneløfteri, og mere fornuft er hvad licenssystemet trænger til.

Jeg går ikke ind for, at licensen skal være frivillig, som det bliver foreslået fra visse politikere. Licensen er i dag de facto obligatorisk, da praktisk talt alle danskere i dag ejer et eller, ofte, flere apparater (Mobiltelefon, TV eller PC), som kan modtage DRs medier, så i stedet for det her fjolleri med licensopkrævning, så lav en skatteopkrævning, med alle de praktiske fordele det indebærer.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.