Har ikke sat mig ind i det konkrete tilfælde fra Pakistan, men må jeg med respekt notere, at ting ikke nødvendigvis kun er “i religionens navn”, men mange overgreb og uhyrligheder er begået specifikt som konsekvens og som del af religion. Korstogene er nok det mest åbenlyse eksempel, hvor selveste paven sagde i en berømt tale: “Udslet øjeblikkeligt denne afskyelige race fra jeres brødres lande, Jerusalem er verdens navle, hun skriger på at blive befriet, Kristus selv beordrer det!” – Pave Urban II
(Med “jeres brødre” hentød han til det byzantiske rige, og med “denne afskyelige race” mente han muslimerne)
I øvrigt, lige en side-bemærkning, er det ikke ironisk at overhovedet for Vatikanet i 1095 kommer med udtalelser, som kunne have været sagt af en hvis østriger med overskæg i 1935, som Vatikanet fuldt ud støttede, og det selv samme Vatikan sidder stadig i midten af Rom, og terroriserer bl.a. de mest udsatte i denne verden, børn fra næsten ethvert land på jorden, og derudover bilder afrikanerne ind at kondomer ikke er et værn imod HIV/AIDS. Pavens egen underskrift er også at finde på dekreter der beordrer katolske institutioner til at holde overgreb mod børn hemmelige, og ikke gå til myndighederne osv.
Men tilbage til korstogene, dem som tilsluttede sig korstogene gjorde det bl.a. specifikt fordi de troede på, at korstogene ville bringe dem tættere på himlen og Kristus, hvilket Paven og kirken specifikt prædikede. Det er ikke “i religionens navn” men en decideret del og konsekvens af religionen, i dette tilfælde kristendommen.
Jeg tror man, ud fra en filosofisk anskuelse, kan lave en interessant differentiering ved at bruge udtrykkene “Livsvarigt fængsel” og “en livstidsdom” (Eller et lignende udtryk der har formulering “en livstid”). Sprogmæssigt betyder “livsvarigt”, at noget varer for livet (Dermed pr. definition ens eget liv), men “en livstid” behøver jo ikke være ens egen livstid, det kunne være en defineret længde. På dansk bruger vi også udtrykket “i en menneskealder” til at udtrykke at noget har varet i meget lang tid. Hvis man så bruger det sidst nævnte udtryk i henhold til strafferet, kunne det hentyde til, en defineret længde. F.eks. 20 års fængsel, da 20 år, 1. er lang tid, og 2. svarer til en begrundet definition på hvad en livstid er.
20 – 25 år svarer til hvad mange ville udtrykke som “en menneskealder”.
Kan ikke lige huske længden på en livstidsdom i Norge, men fornylig vedtog Stortinget en simpel ændring af straffeloven, så at en indsat kan holdes bag tremmer, hvis det vurderes, at vedkommende er til fare for omverden. Dette er åbent tiltænkt Anders Breivik. Har ikke lige tjekket alle detaljerne omkring den lovændring, men det kunne f.eks. være ræsonnabelt, at en dommer skulle forlænge frihedsberøvelsen på en bestemt interval. Så lad os sige om 20 år, når Anders Brevik egentlig måtte stå til løsladelse, men at anklagemyndigheden mener han er farlig for omverden, kunne man foreligge det for en dommer, som så kunne afgøre, om han skulle sidde inde 5 år endnu eller noget i den stil.
Personligt er jeg skeptisk overfor det at spærre folk inde til den dag de dør af alderdom (Hvis en mand på 70 år blev dømt til 10 års fængsel, og døde 3 år senere, er det en anden snak).
En straf på f.eks. 20 år, eller, som du siger, 25 år er en hård straf, og opfylder den “hævn” fra samfundets side, som sanktionerer dem, som måtte alvorligt forbryde sig imod andre og samfundet, og den afskrækkende effekt det skal have (Der er ingen evidens for, at dødsstraf afskrækker kriminalitet, det gør tværtimod et effektivt politi, så der er stor chance for at man bliver opdaget, derudover mener jeg er dødsstraf er en kastrering af princippet om retten til livet, og en farlig beføjelse til statsmagten, selv som socialist kan staten være for stor!).
Jeg tror ikke på, at nogen sober person kunne sige “Nå ja, 20 år, så er jeg fri igen, vi ses!”, 20 år er dælme lang tid. I går var det 10 år siden jeg købte en Nintendo GameCube spillemaskine, og de 10 år i frihed har virkelig føltes lange for mig, bag tremmer er sgu en hård straf!
Men når vi taler om det, at spærre folk inde til de dør af alderdom, synes jeg er meningsløst på to områder. 1. Hvis en person ikke er blevet et bedre menneske af en straf på 20 år (Eller mindre i tilfælde af mildere forbrydelser), så bliver han/hun det nok ikke efter 40 år, og 2. At have en person indsat i et fængsel koster knaster for samfundet, så er det bedre at man giver en lang (Og dermed hård) straf, men at den indsatte på et eller andet tidspunkt kommer ud, og forsørger sig selv, jævnfør punkt 1 og Norges nye Breivik-paragraf.
Kan allerede lugte “retsfølelses-argumentet” på vejen, og dertil vil jeg sige, at retsfølelse er sgu noget underligt noget, og samtidig relevant. Ordnet.dk definerer det som “fornemmelse for hvad der er retfærdigt og rimeligt, og hvad der ikke er”. I engelsk ret adskilles princippet om lov og retfærdighed. Retfærdighed kommer ikke nødvendigvis i form af lov, fordi en lov håndhævet i alle tilfælde af brud kan være uretfærdig til tider. F.eks. hvis straffen for tyveri var håndsafhugning, og man håndhævede det over fattige som stjal brød for at deres børn skulle få mad, ja det er ikke retfærdighed. Derfor har man i England to søjler, den ene er lov, kold og kontant, og “equity” som handler om retfærdighed og rimelighed, hvor “equity” modvirker “the rigidity of the common law”, som man siger. Det er en god differentiering der giver rum for nuancer, hvorimod kontinentale retssystemer som det danske har en større tendens til at sammenblande lov og retfærdighed, ved at lovene både skal afspejle kontant lov, og retfærdighed, og derfor kan være meget rodede.
For en god beskrivelse af det engelske system, se følgende:
Hensynet til retsfølelse, som jeg ser det, er at folk respekterer og har tillid til retssystemet og dets afgørelser, og derfor ikke tyr til selvtægt og hævnaktioner, og dermed civiliserer samfundet, så det er samfundets lov, og ikke junglens lov der hersker. Hensynet til retsfølelse skal derimod ikke være, at hver enkelt offer for kriminalitet føler, at en person som måtte have bestjålet eller overfaldet dem, eller andre ting, har fået en “fair” (I forhold til offeret) straf. Fordi det er i bund og grund et “øje for øje” argument, og har ingen ende (Fordi hvis man er skyld i at en person mister synet, er det så retfærdighed at den dømte skal have fjernet synet?) og det er vi forhåbentlig gået væk fra forlængst i denne del af verden. I Iran var der for ikke så længe siden en mand, som havde smidt noget syre i ansigtet på en kvinde, så hun have mistet synet. Retssystemet ville så straffe ham ved, at han også skulle blændes med syre, som et element af retsfølelse baseret på meget middelalderlige (I den værste mulige forstand) anskuelser om retsfølelse. Systemet muliggjorde også offeret, at hun kunne “benåde” den dømte fra den del af staffen, hvilket hun gjorde, og efterfølgende havde det godt med det, men det her er i sandhed den logiske konsekvens af det argument om retsfølelse man hører fra f.eks. Dansk Folkeparti. Derudover, jeg tror helt seriøst der er folk derude som ville gå ind for, at folk som Joseph Frizl, eller de dømte i de sager om voldtægt af børn vi har haft fornylig skulle idømmes den straf man i England kalder “hanging, drawing and quartering”, hvilket vil sige, at man bliver hængt til, man lige knap er død, derefter sprættet op, og får rævet sine organer ud, og derefter parteret og halshugget. Det var straffen for højforræderi mod landet og kongen i England op igennem middelalderen og til for nogle hundrede år siden, personligt udtænkt af tyrannen Kong Edward I (Hvis nogen har brug for en dramatiseret gengivelse af det, se filmen “Elizabeth” fra 1998). Menneskerettigheder har det med at gå fløjten i manges optik, så snart de ser eksempler som er grælle nok, f.eks. i form af seksuelt misbrug af børn, folkemord eller lignende.
Som Gandhi sagde: “An eye for an eye will make the whole world blind.”
Özlem Sara Cekic (SF) skrev her til eftermiddag på Facebook:
Da drengene blev dømt i 2008 for voldtægt understregede flere medier at det var indvandredrenge og idag hvor de er frikendt fordi pigen havde løjet, er de bare unge drenge.. Lidt reflektion vil være godt for medierne!
Helt enig. I øvrigt, noget jeg har tænkt på er, hvordan ville medierne rapportere om en sag hvor en dansker, som var adopteret fra f.eks. Sydkorea eller Sri Lanka (Jeg er selv adopteret fra Sri Lanka), havde begået noget kriminelt? Ville man blive portreteret som “invandre-<indsæt et eller andet udtryk>” ? Eller “en dansker med anden etnisk herkomst”, eller bare “en mand/kvinde fra <land>…”, eller bare “en mand/kvinde …” ?
Det ville være en rigtig god lakmustest på, niveauet af racisme i dette land. Invandrer er altid blevet diskrimineret imod, selv de hvide irer som immigrerede til USA blev set ned på (De var jo katolikker), præcis som vi europæere i dag ser ned på invandre som er muslimer. Men adoptivbørn er jo en speciel gruppe, fordi synet på folk som mig afslører med det samme enhver form for racisme, da man jo ikke kan bruge ordet “invandrer” om mig og stadig “fremstå”, som værende ikke racistisk.
Det er i øvrigt noget jeg synes for mange taler for lidt om, hvordan påvirker Dansk Folkepartis dæmonisering af “fremmede” adoptivbørn eller synet på dem?
Efter mit indlæg til Karina Lorentzens kommentar på Facebook til MetroXpress artiklen skrev Lena Thomhav følgende svar til mig:
“Okay, Troels. Jeg tror jeg forstår, hvad du mener. Og ytringsfriheden er en vigtig demokratisk rettighed, som vi ikke må give køb på. Desuden er det altid nemmere at bekæmpe det, der er i det åbne – så langt er jeg med. MEN med al risiko for at blive kaldt hyklerisk, så er jeg altså også et ganske almindeligt menneske, der sværger til rød politik, og jeg får altså ondt i røven, når nogen bliver rige på andres bekostning, og jeg synes, det er forkert, at mordere kan score kassen på at svælges i deres eget “heltemod” aka deres ugerning. Jeg synes tanken i sig selv er vammel.”
Jeg svarede følgende til hende:
@ Lene Thomhav
Hvis jeg udtrykte mig en tand uklart i min rus af sarkasme skal jeg beklage. Dem jeg hentød til som hykleriske, er folk som rent faktisk går ind for at knægte ytringsfriheden med lovgivning (Og det er et stort problem, fordi vi har ingen forfatningsdomstol til at håndhæve grundloven hvad ytringsfrihed angår, modsat f.eks. Tyskland, Frankrig, sågar Italien og Spanien) hvad det her angår. Jeg skal være den første til at skelne mellem de typer, og så folk som nok måtte synes at det kan være moralsk problematisk, at f.eks. Anders Breivik måtte kunne tjene penge på at skrive en bog om sine ugerninger (Dog tror jeg Breivik hellere vil bruge tid på, at skrive et nyt 1000-siders manifest), men som ikke går ind for rent faktisk at forbyde det. Der er forskel i mellem at have et princip, og stå ved det, selv når man synes konsekvenserne af principperne er ubehagelige (F.eks. som du siger med, at nogen tjener penge på andres bekostning i form af f.eks. Peter Lundins bogudgivelse) og så det at påstå at have et princip, men at kaste det ud af vinduet, så snart man ikke synes om det mere. Tortur er andet område, hvor vi har et lignende problem. Eller dødsstraf, hvor man kan finde folk som er så og så meget imod det, men når vi så får en Rebild-sag, eller lignende, ah, så er modstanden mod dødsstraf heller ikke større osv., igen et eksempel på, at folk påstår at bekende sig til princip XYZ, men så snart det bliver svært, så står man af.
I øvrigt, jeg hører selv til langt ude på venstrefløjen, så jeg kan for så vidt godt følge dig i hvad du siger om, at det er vammelt, at nogle profiterer på andres bekostning. Jeg vil så inkludere visse nyligt afdøde erhvervsledere, som bl.a. støttede USA med skibe i den første Golf-krig, i nogenlunde samme boldbane (Hvornår har vi i øvrigt hørt om, f.eks. en indisk skibsværftsarbejder som har mistet synet, pga. farligt svejsearbejde, på det seneste?), eller et endnu bedre eksempel, George Bush (Som også har skrevet en bog), som har mindst 100.000 menneskers blod på hænderne.
Det er åbenlyst, at en lov imod at forbrydere skulle kunne udgive bøger, aldrig ville gælde rige forbrydere, eller magtfulde forbrydere, det vil kun gælde for folk som ikke er medlem af den økonomiske adel. At fokusere på f.eks. Peter Lundin, eller sågar Anders Breivik, hvad det her angår, er, med al respekt for deres ofre, at skyde myrer med atombomber, når vi har f.eks. Fallujah i Irak, som USA har forurenet med så meget uarmet uran, at man har kunne måle højere stråling end i Hiroshima i 1946, med alt hvad det indebærer af folk født deforme, kræft og jeg ved ikke hvad, og som vil fortsætte i generationer. En lov som den der foreslås i MetroXpress artiklen vil derfor kun være en knægtelse af ytringsfriheden for den menige person (I øvrigt, hvornår har overklassen været interesseret i ytringsfrihed for den menige person? Se bare da Louis Pio ville holde møde på Fælleden, det forbød politiet, da forsamlingsfriheden kun gjaldte for borgerskabet). Hvis Anders Fogh besluttede sig for, at skrive en bog om hans beslutningen om at deltage i den ulovlige aggressionskrig i Irak, så ville han jo heller ikke få konfiskeret overskuddet fra den, det er jo klart for enhver.
Den eneste “begrænsning” af ytringsfriheden, som jeg synes kan retfærdiggøres, principielt og rationelt, er i forhold til at fremsætte trusler, i form af dødstrusler eller had, imod folk. Der er vi i Danmark i øvrigt godt bagud, da vores hate speech-paragraf i straffeloven ikke dækker f.eks. seksuel orientering (Jeg kan finde et par præster, som burde sidde på anklagebænken, fremfor på prædikestolen) eller fysiske handicap. En “absolut” ytringsfrihed ville derfor knægte et andet princip om personlig frihed og sikkerhed, derfor skal loven balancere de to op imod hinanden.
“Danskere vil forbyde mordere at tjene penge på erindringsbøger. Dansk Folkeparti står alene med støtte til forslaget. Andre partier opfordrer til at boykotte en eventuel Breivik-bog.
Drabsmænd som Peter Lundin eller Anders Behring Breivik bør ikke kunne tjene penge på at skrive erindringsbøger, sådan som Lundin gjorde det for et par år siden.
Det mener 64 procent af danskere ifølge en meningsmåling, som YouGov har lavet for metroXpress.”
Karina Lorentzen kommenterer på Facebook med følgende til ovenstående:
“Et flertal af danskere mener ikke, kriminelle skal have lov til at tjene penge på at skrive om deres forbrydelser. Jeg kunne ikke være uenig, men lad dog for h…. være med at købe deres bøger eller se de underholdningsprogrammer, som de får taletid i.”
Meget afdæmpet, og for så vidt fornuftig kommentar, dog valgte jeg at tilføje følgende:
I Danmark har vi principper, … lige indtil vi bliver forskrækkede over dem!
En diskussion om hvorvidt kriminelle må skrive om det lort de har lavet er simpelthen så typisk Danmark, og danskere! At man vil knægte ytringsfriheden, fordi pøblen synes det er så interessant at høre Peter Lundins erindringer, er nok noget af det voldsomste hykleri der findes. “Vi kan ikke finde ud af bare at ignorere idioten, så vi må hellere forbyde ham at sige noget”. Så er jeg sikker på, at nogen vil sige “Jamen, han kan de sige hvad han vil, han kan bare ikke tjene noget på det”. Well, okay, men hvis man vil skrive en bog kræver det både meget tid og energi, som man nok ikke har alene i fritiden, og derfor er nød til, at have en eller anden indtjening på, eller lade være med at skrive en bog, og dermed har ens ytringsfrihed fået en kraftig barbering.
Det er præcis det samme vi hører når vi taler menneskerettigheder her til lands. Fandme jo, menneskerettigheder er en god ting, og de der fesne kinesere osv. er noget mærkelige nogle, som ikke kan finde ud af at overholde dem, fandme jo! Vi er Danmark, og vi går ind for menneskrettigheder, vi fortæller i øvrigt os selv, at vores militær kæmper for disse i Vietnam’istan …… lige indtil at det går op for folk, at menneskerettigheder også gælder for voldtægtsforbrydere, krænkere som har misbrugt børn seksuelt, og …, ja meget aktuelt, Anders Brevik, ahhh ha, så er det pludselig for meget, nu kan vi ikke have den der forbandede menneskerettighedsdomstol, uhhhh ha, den blander sig i vores anliggender, og det kan vi ikke lide, det siger Pia K. jo selv!!!
Nogle påstår at sammenhængskraften her i landet er kongehuset og kirken. Tågesnak, sammenhængskraften er, hvad jeg kalder, nationalt hykleri (Man kunne også argumentere at X-faktor er, men det er en anden diskussion).
Som den, nu afdøde amerikanske komikker George Carlin sagde: “Bullshit is the glue that binds us as a nation”.
I øvrigt, kan se at MetroXpress artiklen hentyder til regler man har i USA. Jeg kan lige hilse og sige, at de regler forhindrer kriminelle, over en bred kam, generelt set, at tjene penge på at skrive om det de måtte have lavet. At mange uskyldige bliver dømt i USA giver det et særskildt problem, men det gør også at f.eks. hackere som Kevin Mitnick eller andre, som ikke engang har gjort noget voldsrelateret, ikke må skrive en bog om det de lavede, hvilket i en amerikansk sammenhæng kunne være meget relevant, hvis man er uskyldigt dømt.
