Category Archives: Kriminalitet

Kommentar til Karina Lorentzen (SF) om “i religionens navn”

@ Karina Lorentzen Dehnhardt

Har ikke sat mig ind i det konkrete tilfælde fra Pakistan, men må jeg med respekt notere, at ting ikke nødvendigvis kun er “i religionens navn”, men mange overgreb og uhyrligheder er begået specifikt som konsekvens og som del af religion. Korstogene er nok det mest åbenlyse eksempel, hvor selveste paven sagde i en berømt tale: “Udslet øjeblikkeligt denne afskyelige race fra jeres brødres lande, Jerusalem er verdens navle, hun skriger på at blive befriet, Kristus selv beordrer det!” – Pave Urban II

(Med “jeres brødre” hentød han til det byzantiske rige, og med “denne afskyelige race” mente han muslimerne)

I øvrigt, lige en side-bemærkning, er det ikke ironisk at overhovedet for Vatikanet i 1095 kommer med udtalelser, som kunne have været sagt af en hvis østriger med overskæg i 1935, som Vatikanet fuldt ud støttede, og det selv samme Vatikan sidder stadig i midten af Rom, og terroriserer bl.a. de mest udsatte i denne verden, børn fra næsten ethvert land på jorden, og derudover bilder afrikanerne ind at kondomer ikke er et værn imod HIV/AIDS. Pavens egen underskrift er også at finde på dekreter der beordrer katolske institutioner til at holde overgreb mod børn hemmelige, og ikke gå til myndighederne osv.

Men tilbage til korstogene, dem som tilsluttede sig korstogene gjorde det bl.a. specifikt fordi de troede på, at korstogene ville bringe dem tættere på himlen og Kristus, hvilket Paven og kirken specifikt prædikede. Det er ikke “i religionens navn” men en decideret del og konsekvens af religionen, i dette tilfælde kristendommen.

Svar til Karina Lorentzen (SF) om livsvarigt fængsel


@ Karina Lorentzen Dehnhardt

Jeg tror man, ud fra en filosofisk anskuelse, kan lave en interessant differentiering ved at bruge udtrykkene “Livsvarigt fængsel” og “en livstidsdom” (Eller et lignende udtryk der har formulering “en livstid”). Sprogmæssigt betyder “livsvarigt”, at noget varer for livet (Dermed pr. definition ens eget liv), men “en livstid” behøver jo ikke være ens egen livstid, det kunne være en defineret længde. På dansk bruger vi også udtrykket “i en menneskealder” til at udtrykke at noget har varet i meget lang tid. Hvis man så bruger det sidst nævnte udtryk i henhold til strafferet, kunne det hentyde til, en defineret længde. F.eks. 20 års fængsel, da 20 år, 1. er lang tid, og 2. svarer til en begrundet definition på hvad en livstid er.
20 – 25 år svarer til hvad mange ville udtrykke som “en menneskealder”.

Kan ikke lige huske længden på en livstidsdom i Norge, men fornylig vedtog Stortinget en simpel ændring af straffeloven, så at en indsat kan holdes bag tremmer, hvis det vurderes, at vedkommende er til fare for omverden. Dette er åbent tiltænkt Anders Breivik. Har ikke lige tjekket alle detaljerne omkring den lovændring, men det kunne f.eks. være ræsonnabelt, at en dommer skulle forlænge frihedsberøvelsen på en bestemt interval. Så lad os sige om 20 år, når Anders Brevik egentlig måtte stå til løsladelse, men at anklagemyndigheden mener han er farlig for omverden, kunne man foreligge det for en dommer, som så kunne afgøre, om han skulle sidde inde 5 år endnu eller noget i den stil.

Personligt er jeg skeptisk overfor det at spærre folk inde til den dag de dør af alderdom (Hvis en mand på 70 år blev dømt til 10 års fængsel, og døde 3 år senere, er det en anden snak).

En straf på f.eks. 20 år, eller, som du siger, 25 år er en hård straf, og opfylder den “hævn” fra samfundets side, som sanktionerer dem, som måtte alvorligt forbryde sig imod andre og samfundet, og den afskrækkende effekt det skal have (Der er ingen evidens for, at dødsstraf afskrækker kriminalitet, det gør tværtimod et effektivt politi, så der er stor chance for at man bliver opdaget, derudover mener jeg er dødsstraf er en kastrering af princippet om retten til livet, og en farlig beføjelse til statsmagten, selv som socialist kan staten være for stor!).
Jeg tror ikke på, at nogen sober person kunne sige “Nå ja, 20 år, så er jeg fri igen, vi ses!”, 20 år er dælme lang tid. I går var det 10 år siden jeg købte en Nintendo GameCube spillemaskine, og de 10 år i frihed har virkelig føltes lange for mig, bag tremmer er sgu en hård straf!

Men når vi taler om det, at spærre folk inde til de dør af alderdom, synes jeg er meningsløst på to områder. 1. Hvis en person ikke er blevet et bedre menneske af en straf på 20 år (Eller mindre i tilfælde af mildere forbrydelser), så bliver han/hun det nok ikke efter 40 år, og 2. At have en person indsat i et fængsel koster knaster for samfundet, så er det bedre at man giver en lang (Og dermed hård) straf, men at den indsatte på et eller andet tidspunkt kommer ud, og forsørger sig selv, jævnfør punkt 1 og Norges nye Breivik-paragraf.

Kan allerede lugte “retsfølelses-argumentet” på vejen, og dertil vil jeg sige, at retsfølelse er sgu noget underligt noget, og samtidig relevant. Ordnet.dk definerer det som “fornemmelse for hvad der er retfærdigt og rimeligt, og hvad der ikke er”. I engelsk ret adskilles princippet om lov og retfærdighed. Retfærdighed kommer ikke nødvendigvis i form af lov, fordi en lov håndhævet i alle tilfælde af brud kan være uretfærdig til tider. F.eks. hvis straffen for tyveri var håndsafhugning, og man håndhævede det over fattige som stjal brød for at deres børn skulle få mad, ja det er ikke retfærdighed. Derfor har man i England to søjler, den ene er lov, kold og kontant, og “equity” som handler om retfærdighed og rimelighed, hvor “equity” modvirker “the rigidity of the common law”, som man siger. Det er en god differentiering der giver rum for nuancer, hvorimod kontinentale retssystemer som det danske har en større tendens til at sammenblande lov og retfærdighed, ved at lovene både skal afspejle kontant lov, og retfærdighed, og derfor kan være meget rodede.

For en god beskrivelse af det engelske system, se følgende:

Hensynet til retsfølelse, som jeg ser det, er at folk respekterer og har tillid til retssystemet og dets afgørelser, og derfor ikke tyr til selvtægt og hævnaktioner, og dermed civiliserer samfundet, så det er samfundets lov, og ikke junglens lov der hersker. Hensynet til retsfølelse skal derimod ikke være, at hver enkelt offer for kriminalitet føler, at en person som måtte have bestjålet eller overfaldet dem, eller andre ting, har fået en “fair” (I forhold til offeret) straf. Fordi det er i bund og grund et “øje for øje” argument, og har ingen ende (Fordi hvis man er skyld i at en person mister synet, er det så retfærdighed at den dømte skal have fjernet synet?) og det er vi forhåbentlig gået væk fra forlængst i denne del af verden. I Iran var der for ikke så længe siden en mand, som havde smidt noget syre i ansigtet på en kvinde, så hun have mistet synet. Retssystemet ville så straffe ham ved, at han også skulle blændes med syre, som et element af retsfølelse baseret på meget middelalderlige (I den værste mulige forstand) anskuelser om retsfølelse. Systemet muliggjorde også offeret, at hun kunne “benåde” den dømte fra den del af staffen, hvilket hun gjorde, og efterfølgende havde det godt med det, men det her er i sandhed den logiske konsekvens af det argument om retsfølelse man hører fra f.eks. Dansk Folkeparti. Derudover, jeg tror helt seriøst der er folk derude som ville gå ind for, at folk som Joseph Frizl, eller de dømte i de sager om voldtægt af børn vi har haft fornylig skulle idømmes den straf man i England kalder “hanging, drawing and quartering”, hvilket vil sige, at man bliver hængt til, man lige knap er død, derefter sprættet op, og får rævet sine organer ud, og derefter parteret og halshugget. Det var straffen for højforræderi mod landet og kongen i England op igennem middelalderen og til for nogle hundrede år siden, personligt udtænkt af tyrannen Kong Edward I (Hvis nogen har brug for en dramatiseret gengivelse af det, se filmen “Elizabeth” fra 1998). Menneskerettigheder har det med at gå fløjten i manges optik, så snart de ser eksempler som er grælle nok, f.eks. i form af seksuelt misbrug af børn, folkemord eller lignende.

Som Gandhi sagde: “An eye for an eye will make the whole world blind.”

Debat om krigene i Afghanistan og Irak med Niklas Dyreborg Henriksen

Under min debat med Nicolas Helle om samme emne deltog også, sideløbende, Niklas Dyreborg Henriksen. Følgende er den sideløbende debat med ham:


Niklas Dyreborg Henriksen Troels hvor er dit belæg for alle de påstande? Man kunne forestille sig at grunden til den mindre mængde af krig under taliban, skyldes en højere grad af undertrykkelse. Jeg vil gerne vide på hvilke områder at det nye styre er værre end taliban for det nægter jeg ganske enkelt at tro på.

Niklas Dyreborg Henriksen Jeg vil vædde på at hvis man ser både Afghanistan og Irak om 20-30 år, vil man være tilfredse med de indsatser vi har været med til i forbindelse med at vælte diverse diktatorer. Hvis ikke vi havde gjort det, vil landene jo ikke rykke sig en eneste centimeter. Det er naivt at tro, at fordi man ikke kan se åbenlyse resultater efter 10 år, i lande som vel og mærke for første gang i deres respektive historier har holdt en demokratisk (læs: begrænset) valg, at indsatsen dermed har været spildt eller ligegyldig. Så kunne vi jo også stoppe ulandsbistanden, da Afrikas udvikling også er svær at få øje på for menigmand.

Niklas Dyreborg Henriksen Der er naturligvis også andre tungtvejende grunde til denne krig. Fx adgang til oliefelter i Helmandprovinsen, forebyggelse af terrorisme osv. Men der bliver trods alt bygget skoler, sygehuse og afholdt valg. Det er naturligvis små tegn på fremgang, men min pointe er egentlig også bare at det tog 62 år i Danmark fra første grundlov til kvinder fik stemmeret, så jeg synes det er hamrende naivt at vurdere indsatsen som spild “bare fordi” kvinder ikke har opnået ligestilling eller fordi fremgangen ikke er øjensynlig for omverdenen.

Troels Milinda Just Korrekt, Taliban var bestemt et undertrykkende styre, og du har ret i at det var delen i at der var “fred”, så at sige (Det var der ikke i hele Afghanistan, derfor anførselstegnene). Jeg siger ikke det for at forsvare Taliban, men for mange afghanere var Taliban bedre end krig, selvfølgelig ikke alle, men pointen er bare hvor ødelæggende krig er for udvikling af nogen art.

Afghanistans historie er meget kompleks, men den kan primært opsummeres sådan her.

Fra 1973 – 1978 havde man et autoritært, men moderniserende styre (Umiddelbart virker det til at kunne sammenlignes med de tidlige år af Atatürks Tyrkiet, som også var et et-parti styre, dog langt fra så progressivt), som afsatte det afghanske monarki.

Derefter får du en kommunistisk revolution og det efterfølgende styre støttes, selvfølgelig, af Sovjetunionen. Noget det kommunistiske styre f.eks. gjorde var at udstede dekreter som banlyste ting som religiøse påklædninger, og udvidede kvinders rettigheder osv., det var der selvfølgelig dele af det afghanske samfund, som ikke brød sig om. Disse “dele”, som var de religiøse ekstremister, og andre grupperinger, gik derfor i gang med at kæmpe imod det kommunistiske diktatur, som var støttet af Sovjetunionen.

Zbigniew Brzezinski, en af Præsident Carters rådgivere for national sikkerhed, sender præsidenten et notat om at USA her havde muligheden for “at trække Sovjetunionen ind i et Vietnam-lignende morads” (Hans ord! Der er interviews med ham på YouTube du kan se hvis du vil høre det fra ham selv). Derfor begyndte USA at støtte Mujahideen (Som efterfølgende blev til Taliban) i deres kamp mod Sovjetunionen, med stingermissiler, og massere af andre våben, for at få russerne til at invadere Afghanistan, som de efterfølgende gjorde for at støtte det kommunistiske styre (Det er nærmest et omvendt Vietnam, så at sige). Den krig sender Sovjetunionens økonomi i recession, og hærger Afghanistan igennem 10 år.

Da Gorbachev trækker den røde hær ud af Afghanistan begynder Mujahideen folkene og rivaliserende fraktioner så at bekrige hinanden i en borgerkrig (Det er hvad hele det her er, en borgerkrig), som var alt ødelæggende, mere end EN MILLION afghanere døde i den krig, og landet var totalt kaos op igennem 90’erne, indtil Taliban vandt nogle afgørende slag og fik kontrollen med det meste, ikke alt, af Afghanistan og med deres undertrykkende styre holdte “orden”, så at sige. Igen, det er historien, det er ikke udtryk for at jeg forsvarer eller støtter Taliban på nogen måde, jeg redegør bare for historien, som jeg har forstået den efter at have brugt en del tid, på at forstå den.

Efter 9/11 mener USA at Osama bin Laden, som var i Afghanistan på det tidspunkt, er manden bag det (Hvilket er lidt mudret, fordi angrebet var snarere af Saudiarabisk oprindelse, det har sin egen historie, men anyway), og siger til Taliban styret “Udlever bin Laden”, Taliban svarer, at man gerne vil se bevis for det osv., og så ville man se på det (Virker som en relativ rationel ting at svare, det gør Danmark også, bare se på sagen om Niels Holck), men den ville USA ikke godtage, så man invaderer landet. Man kan selvfølgelig altid spørge om Taliban rent faktisk ville have udleveret bin Laden (Havde man brugt de rette former for diplomater, som forstod pasthunsk kultur, så kunne man måske have overbevist dem om det. Pasthunerne har nogle meget interessante loyalitetsbegreber), men man forsøgte slet ikke at tale med dem af diplomatiets vej, man ville ene og alene have at de bare blankt udleverede manden, hvilket burde stride imod vore egne principper om retssikkerhed (Igen, Niels Holck sagen er et godt eksempel hvor Indien anser Danmark som beskytter af “terrorister”, Indien skulle dog hellere se på det stalinistiske styre i Vestbengalen).

Måden man foretager den tidlige invasion på, er så ved at støtte den Nordlige Alliance, som havde kontrol (Et andet rædselsregime) med det nordlige og østlige Afghanistan, så de formår at vælte Taliban-styret. Så borgerkrigen fortsætter den dag i dag, den er ikke forsvundet bare fordi NATO er i Afghanistan. NATO er tværtimod på den ene parts side, den Nordlige Alliance, som var Talibans fjende. Det er de folk der i dag regerer Afghanistan. Mange af dem er mindst lige så ekstremistiske som Taliban, bare oven i at de er bund korrupte, narkobaroner, mange er krigsforbrydere og jeg ved ikke hvad. Tag f.eks. General Dostums (Som efterfølgende, og vidst stadig, sidder i Karzais regering) involvering i de tidlige faser af krigen, hvor CIA overgiver fanger til de militsfolk man støtter på jorden, her taler vi mellem 2000 og 3000 fanger. Fangerne var under Dostums kontrol, og dem fandt man efterfølgende i massegrave, det man havde gjort var at placere dem i metal containere i ørken, så folk blev bogstaveligt talt stægt levende og kvalt. Det er sådanne folk vi taler om. Der er rapporter om andre folk, som likviderede modstandere ved at køre dem over med tanks osv. Disse folk er efterfølgende blevet guværnører, ministre osv. det er dem der hentydes til med udtrykket “krigsherrer”. Karzais egen bror, som blevet myrdet for et år eller to siden, var dybt involveret i opium produktionen (Taliban havde faktisk næste udryddet opium produktion såvidt jeg har forstået, i dag er Afghanistan den største producent af opium).

Der er massere af andre historier, jeg vil anbefale at du ser følgende indslag fra Deadline, det er blot en ud af mange: http://www.youtube.com/watch?v=rmj5jgkHI0k

Husk igen på, at Karzai-styret (Som i øvrigt er bundkorrupt, illegitimt via valgsvindel, selv Putin har mere legitimitet end Karzai, og det siger virkelig en del) ikke har kontrol med enorme dele af Afghanistan, det er kun lige omkring Kabul man har ordenlig kontrol, såvidt jeg har kunne finde ud af.

Derudover, Matthew Hoh, en tidligere amerikansk “Marine Corps captain”, og senere embedsmand i udenrigstjeneste, sagde i 2009 sin stilling op i protest mod engagementet i Afghanistan, han havde tidligere været seks år i Irak. Så det er ikke hvem som helst vi taler om her. Han skrev i sit afskedsbrev: “I feel that our strategies in Afghanistan are not pursing goals that are worthy of sacrificing our young men and women or spending the billions we’re doing there,”, “I believe that the people we are fighting there are fighting us because we are occupying them — not for any ideological reasons, not because of any links to al Qaeda, not because of any fundamental hatred toward the West. The only reason they’re fighting us is because we are occupying them.”

Jeg så får et år eller to siden et time langt interview med ham, sammen med Daniel Ellsberg (Som var dybt involveret som “war planner” i Vietnam-krigen, med adgang til de aller højeste niveauer i Pentagon, og senere hen whistleblower da han lækkede The Pentagon Papers), det kan ses her:

I del to spørger Ellsberg “Would you get out of Helmand province?”, Hohs svar kan ses her: http://www.youtube.com/watch?v=JwjltfQS0xQ#t=14m27s
Og han taler i øvrigt fra et meget mainstream amerikansk synspunkt, et andet sted siger han, at hvis der var nogen fordel for USA at være i Afghanistan så ville han støtte det. Han er ikke nogen venstrefløjs, “anti-imperialist” person, som nogen kalder sig selv (I øvrigt, selv libertarikkeren Ron Paul, som er ultraliberalist, bruger termer som dem) så at sige.

Sådan! 😛
Ovenstående, samt mange andre ting (Nogle af dem er at finde nedenfor), er hvad jeg byggede mine påstande på.

Okay, til det næste ( 😛 ), du siger om, at hvis man ser på Afghanistan om 20 – 30 år osv. Nu er jeg ikke enig i præmissen for, det du siger, så det er begrænset hvor meget jeg har at sige til det, men immervæk.

Nu er Afghanistan ikke en færdig konflikt endnu, så jeg finder det lidt mystisk at gøre sig til spåmand om hvad vi ser tilbage på om 20 – 30 år, når vi ikke kender udgangen endnu. Vi kan tilgængeld se tilbage på Sovjetunionens involvering i Afghanistan. De prøvede i øvrigt også det med, at bygge skoler osv. de havde mere end 20.000 civile rådgivere i Afghanistan, selvfølgelig var deres militær også meget brutalt, men de afghanere hvis bryllupsfester (Og derefter begravelsesceremonier) er bombet af USAs droner, ser nok også NATO som brutale. Dog er jeg overbevist om at specielt Danmark, Tyskland osv. ikke er som russerne var, så meget giver jeg den danske regering, tortur-meddelagtighed til trods.

Til hver en tid havde Sovjetunionen mindst 115.000 soldater i Afghanistan, og på højdepunktet flere, derudover havde de mere end 55.000 afghanske tropper på deres side, så omkring 170.000 tropper i alt. NATO har omkring 132.000, og USAs egne militærmanualer for “counter-insurgency” (COIN) siger, at for et land på størrelse med Afghanistan, med det terræn landet har osv. man skulle op på omkring 380.000 for at have en 50/50 chance for, at lave oprørsbekæmpelse over de næste 5 – 10 år, det ved ALLE højtstående i den amerikanske hær, og det har Obama også fået af vide. Så man kan spørge, givet at de udemærket godt ved, at der skal flere tropper til, så er planen ikke at opnå noget i retning af det du hentyder til. Det er bare et kvalificeret bud på, hvad de kommende år.

Til det du siger med, at vælte diktatorer. Du siger, at landene ikke ville rykke sig, med mindre vi væltede diktatorerne. Well, så må du forklare hvordan Latinamerika og Østeuropa kom af med deres diktaturer, specielt Latinamerika hvor de fleste af diktatorerne var støttet af USA. USA har i øvrigt haft et tæt samarbejde med tortur-regimet i Uzbekistan (Det er et regime som koger folk levende, bogstaveligt talt!), Mubaraks Egypten, Ben Alis Tunesien og listen er lang. Så på den ene side påstår man, at ville vælte diktatorer, og på den anden side sørger man for, at fasteholde andre diktatorer ved magten. USA har sendt milliarder og atter milliarder af dollars i militærstøtte til det egyptiske militær, og det gør de stadig på trods af de overgreb det har foretaget under revolutionen. Derudover, Tunesien kom af med deres diktator af egen hånd, Egypten dernæst selvom man kan have sine bekymringer om Egypten, og jeg nævnte latinamerika og østeuropa før. Så din påstand om at lande ikke ville rykke sig er helt evident forkert.

Til det du siger med, at det er naivt at tro på at noget er ligegyldigt pga. mangel på åbenlyse resultater. Igen, jeg er ikke enig med præmissen om, at der er resultater at hente, eller at det er et berettiget engagement vi er involveret i. Så der er ikke meget at diskutere der. Der har i øvrigt været valgt i Irak før Saddam Husseins regime (Som var støttet af USA), også efter de blev uafhængige fra Storbritaniens koloniherredømme.

Du nævner andre grunde til krigen, adgang til oliefelter. Afghanistan har ikke særlig meget olie. Det man mere er ude efter på den front, er en olie og gas ledning fra Uzbekistan og Turkmenistan over Afghanistan, fordi Turkmenistan har verdens største naturgas reserver (På højde med Iraks oliereserver), da russerne ville tage sig godt betalt for, at sende den naturgas fra Turkmenistan til vesten. Dette var Bush involveret i før han blev præsident i 2001, der førte man forhandlinger med Uzbekistan, og faktisk også Taliban. Så kan man så bare spørge, er det legitimt at invadere og besætte et land for at sikre sin egen adgang til energi-resourcer? Det gjorde Lenins styre også i 1921 med Georgien, forskellen der var bare at Lenin åbent indrømmede, at det var ens mål.

I Irak er skoler, sygehuse, århundreders kulturinstitutioner (Baghdads biblioteker f.eks.) blevet totalt smadret pga. krigen siden 2003. Iraks vandforsning, elektricitet infrastruktur osv. er også i ruiner. Så der modsiger du dig selv med det argument, fordi det du påtaler som et gode i Afghanistan, er totalt ødelagt i Irak. Hvad Afghanistan angår, man byggede altså også skoler og andre ting under Taliban styret, der var nødhjælpsorganisationer tilstede under Taliban. Selv de steder hvor man formår at lave noget nu, så, som Nagieb Khaja nævner i indslaget fra Deadline, så er det ikke hvad afghanerne fokuserer på når du har krigsherrer som nye undertryggere. Igen, som sagt, de afghanske “valg” er mere korrupte end de russiske (Specielt det seneste russiske valg, massere af svindel, men Putin formåede ikke at svindle så meget som hidtil). Karzai var fuldstændig åbenlys og skødesløs hvad angår valgsvindel, så det er ikke et argument du kan bruge til noget.

Derudover vil jeg sige om Irak. I Fallujah har man opdaget noget, som er væmmende. Det viser sig, at USA har smidt bomber der indeholdte store mængder uarmet uran, som har forurenet store områder af byen med radioaktivt materiale. Alle mulige former for kræft, deformede fostre som man så det i Japan efter atombomberne, forekommer i ekstrem grad, og det værste er, at det kan folk ikke “dø fra”, så at sige, det fortsætter i kommende generationer, da det forsager gen-fejl, og alskins ting. Hvis det er at hjælpe et land fremad, så bor jeg altså på Mars.

Til det med at det tog 62 fra vi fik afskaffet enevælden til kvinder fik stemmeret. Helt korrekt, og undergraver faktisk din position, fordi der var ingen som invaderede vores land, og besatte os, for at vi fik det. Det tog sin tid, men det sørgede vi selv for. Tror du selv på, at danskerne i 1880 ville acceptere en amerikansk besættelsesmagt der indsatte et styre osv. osv., og at det havde ført til noget positivt? Det er jeg ret sikker på du ikke gør, så det var lettere retorisk. Borgerkrigen i Afghanistan har ikke ført til andet end tilbageskridt. Før krigen begyndte i 70’erne kunne du faktisk se kvinder uden slør på gaderne i Kabul osv., ikke at alt var perfekt, men grunden til, at der er burkaer overalt i Afghanistan er, at USA støttede ekstremisterne i Afghanistan, som så, da russerne trak sig ud, havde våben til at eliminere alle alternativer politiske strømninger, ligesom styret i Tehran (Som kom til, fordi vesten støttede Shah og hans diktatur) har udryddet venstrefløjen i Iran, som gik ind for en sekulær stat osv.

Okay, nu har jeg vidst addresseret alle pointer du kom med i dybe detaljer med massere af historiske referencer. Niklas, hvis du har læst hertil, så skylder jeg en pizza når du er i Silkeborg, haha! 😛

Niklas Dyreborg Henriksen ?Troels Milinda Just, det var en ordentlig omgang og jeg synes det var svar på rigtig meget af det jeg efterspurgte og jeg beundre dig for din grundighed af dine belæg. Men jeg holder stadig 100 % fast på min egen overbevisning som lyder at der man tilbage på landende om 20-30-40 år, vil man se disse krige som have værende nødvendige for, og havde diktatorerne fået lov at sidde i samme periode, ville landene ikke have rykket sig en centimeter. Men tror bare vi skal være enige om at være uenige, for facebook er direkte uegnet til denne slags diskussioner 🙂

Niklas Dyreborg Henriksen ser *

Troels Milinda Just ?@ Niklas Dyreborg Henriksen

Såvidt jeg kunne se nåede jeg omkring det hele, som jeg realistisk set kunne svare på. Igen, som jeg nævnte, det er svært at svare helt direkte på noget hvor man ikke accepterer præmissen.

Lige til det sidste du her nævner. For mig er det en falsk antagelse/præmis, at diktatorerne ville få lov at sidde i de næste 20 – 40 år. I øvrigt, lige pt. konsoliderer Malliki magten i Irak, og Afghanistan er på ingen måde nær nogen demokratiske standarder, bare se på den næsten helt komplette valgsvindel, og den lov Karzai underskrev, som gav mænd lov til at voldtage deres koner (Hvilket faktisk var gældende lov i England før slutningen af 80erne), hvis de nægtede dem sex mindst hver 3. dag, og derefter kunne nægte dem mad.

Dit argument her kunne ligeså godt have omhandlet Mubaraks Egypten, og i særdeleshed Ben Alis Tunesien (Det var en “full fledged” politistat), og de er blevet væltet af deres egne befolkninger. Ville have været interessant at se, hvordan det arabiske forår havde udspillet sig i Irak, havde man ikke invaderet landet. Husk igen på, at Saddam Hussein kom til magten fordi USA støttede ham, og efterfølgende solgte ham massevis af tunge våben. Den tåregas Mubaraks styre brugte mod demonstranter var produceret i USA osv.

Lige et hurtigt hop til Persien, i 1953 havde Iran en demokratisk valgt regering, ja, du hørte rigtigt, Iran var et decideret demokrati dengang (Faktisk på niveau med vesten såvidt jeg kan se) med Mohammad Mosaddegh som præmierminister. Problemet for Mosaddegh var bare lige, at han ville nationalisere Irans olieressourcer for at få dem ud af klørene på englænderne, som havde været kolonimagt i området og haft kontrollen over Irans olie industri. Om man mener at oliereserver skal være privat-ejet eller ej, så må man som demokrat mene at det er op til et land selv hvordan dets ressourcer skal forvaltes, og ikke en fremmed magt som har tyv-stjålet dem. Det kunne USA og Storbritanien ikke lide, så man brugte CIA til at vælte Mosaddegh, og støttede den efterfølgende Shahs styre (Det var decideret autoritært enevælde).

I øvrigt, bare så du ved det, de krigstrommer vi hører pt. omkring Iran er det gale vanvid. Irans befolkning er næsten ligeså stor som Tyskland, at gå i krig med Iran (Hvilket i øvrigt vil være aggression og dermed en krigsforbrydelse under international lov, og principperne knæsat ved Nürnberg processen) er det rene vanvid.

Medier, adoptivbørn og højrefløjspropaganda

Özlem Sara Cekic (SF) skrev her til eftermiddag på Facebook:

Da drengene blev dømt i 2008 for voldtægt understregede flere medier at det var indvandredrenge og idag hvor de er frikendt fordi pigen havde løjet, er de bare unge drenge.. Lidt reflektion vil være godt for medierne!

Løj om voldtægt – dømt til behandling – dr.dk/Nyheder/Indland

Jeg kommenterede følgende:


@ Özlem Sara Cekic

Helt enig. I øvrigt, noget jeg har tænkt på er, hvordan ville medierne rapportere om en sag hvor en dansker, som var adopteret fra f.eks. Sydkorea eller Sri Lanka (Jeg er selv adopteret fra Sri Lanka), havde begået noget kriminelt? Ville man blive portreteret som “invandre-<indsæt et eller andet udtryk>” ? Eller “en dansker med anden etnisk herkomst”, eller bare “en mand/kvinde fra <land>…”, eller bare “en mand/kvinde …” ?

Det ville være en rigtig god lakmustest på, niveauet af racisme i dette land. Invandrer er altid blevet diskrimineret imod, selv de hvide irer som immigrerede til USA blev set ned på (De var jo katolikker), præcis som vi europæere i dag ser ned på invandre som er muslimer. Men adoptivbørn er jo en speciel gruppe, fordi synet på folk som mig afslører med det samme enhver form for racisme, da man jo ikke kan bruge ordet “invandrer” om mig og stadig “fremstå”, som værende ikke racistisk.

Det er i øvrigt noget jeg synes for mange taler for lidt om, hvordan påvirker Dansk Folkepartis dæmonisering af “fremmede” adoptivbørn eller synet på dem?

Svar til Lene Thomhav om Danmark, danskere og nationalt hykleri

Efter mit indlæg til Karina Lorentzens kommentar på Facebook til MetroXpress artiklen skrev Lena Thomhav følgende svar til mig:

“Okay, Troels. Jeg tror jeg forstår, hvad du mener. Og ytringsfriheden er en vigtig demokratisk rettighed, som vi ikke må give køb på. Desuden er det altid nemmere at bekæmpe det, der er i det åbne – så langt er jeg med. MEN med al risiko for at blive kaldt hyklerisk, så er jeg altså også et ganske almindeligt menneske, der sværger til rød politik, og jeg får altså ondt i røven, når nogen bliver rige på andres bekostning, og jeg synes, det er forkert, at mordere kan score kassen på at svælges i deres eget “heltemod” aka deres ugerning. Jeg synes tanken i sig selv er vammel.”

Jeg svarede følgende til hende:


@ Lene Thomhav

Hvis jeg udtrykte mig en tand uklart i min rus af sarkasme skal jeg beklage. Dem jeg hentød til som hykleriske, er folk som rent faktisk går ind for at knægte ytringsfriheden med lovgivning (Og det er et stort problem, fordi vi har ingen forfatningsdomstol til at håndhæve grundloven hvad ytringsfrihed angår, modsat f.eks. Tyskland, Frankrig, sågar Italien og Spanien) hvad det her angår. Jeg skal være den første til at skelne mellem de typer, og så folk som nok måtte synes at det kan være moralsk problematisk, at f.eks. Anders Breivik måtte kunne tjene penge på at skrive en bog om sine ugerninger (Dog tror jeg Breivik hellere vil bruge tid på, at skrive et nyt 1000-siders manifest), men som ikke går ind for rent faktisk at forbyde det. Der er forskel i mellem at have et princip, og stå ved det, selv når man synes konsekvenserne af principperne er ubehagelige (F.eks. som du siger med, at nogen tjener penge på andres bekostning i form af f.eks. Peter Lundins bogudgivelse) og så det at påstå at have et princip, men at kaste det ud af vinduet, så snart man ikke synes om det mere. Tortur er andet område, hvor vi har et lignende problem. Eller dødsstraf, hvor man kan finde folk som er så og så meget imod det, men når vi så får en Rebild-sag, eller lignende, ah, så er modstanden mod dødsstraf heller ikke større osv., igen et eksempel på, at folk påstår at bekende sig til princip XYZ, men så snart det bliver svært, så står man af.

I øvrigt, jeg hører selv til langt ude på venstrefløjen, så jeg kan for så vidt godt følge dig i hvad du siger om, at det er vammelt, at nogle profiterer på andres bekostning. Jeg vil så inkludere visse nyligt afdøde erhvervsledere, som bl.a. støttede USA med skibe i den første Golf-krig, i nogenlunde samme boldbane (Hvornår har vi i øvrigt hørt om, f.eks. en indisk skibsværftsarbejder som har mistet synet, pga. farligt svejsearbejde, på det seneste?), eller et endnu bedre eksempel, George Bush (Som også har skrevet en bog), som har mindst 100.000 menneskers blod på hænderne.

Det er åbenlyst, at en lov imod at forbrydere skulle kunne udgive bøger, aldrig ville gælde rige forbrydere, eller magtfulde forbrydere, det vil kun gælde for folk som ikke er medlem af den økonomiske adel. At fokusere på f.eks. Peter Lundin, eller sågar Anders Breivik, hvad det her angår, er, med al respekt for deres ofre, at skyde myrer med atombomber, når vi har f.eks. Fallujah i Irak, som USA har forurenet med så meget uarmet uran, at man har kunne måle højere stråling end i Hiroshima i 1946, med alt hvad det indebærer af folk født deforme, kræft og jeg ved ikke hvad, og som vil fortsætte i generationer. En lov som den der foreslås i MetroXpress artiklen vil derfor kun være en knægtelse af ytringsfriheden for den menige person (I øvrigt, hvornår har overklassen været interesseret i ytringsfrihed for den menige person? Se bare da Louis Pio ville holde møde på Fælleden, det forbød politiet, da forsamlingsfriheden kun gjaldte for borgerskabet). Hvis Anders Fogh besluttede sig for, at skrive en bog om hans beslutningen om at deltage i den ulovlige aggressionskrig i Irak, så ville han jo heller ikke få konfiskeret overskuddet fra den, det er jo klart for enhver.

Den eneste “begrænsning” af ytringsfriheden, som jeg synes kan retfærdiggøres, principielt og rationelt, er i forhold til at fremsætte trusler, i form af dødstrusler eller had, imod folk. Der er vi i Danmark i øvrigt godt bagud, da vores hate speech-paragraf i straffeloven ikke dækker f.eks. seksuel orientering (Jeg kan finde et par præster, som burde sidde på anklagebænken, fremfor på prædikestolen) eller fysiske handicap. En “absolut” ytringsfrihed ville derfor knægte et andet princip om personlig frihed og sikkerhed, derfor skal loven balancere de to op imod hinanden.