Det danske flag vil altid være specielt i Danmark, fordi landet vi er i er Danmark. En nation er dets folk, og dannebrog er folkets flag, derfor vil Dannebrog altid være specielt. Det gør en lov, eller, som der her er tale om, et ministerielt dekret, ikke nogen forskel på. Hvis man føler at Dannebrog bliver mindre specielt fordi andre flag også kan ses (Og som jeg sagde til Søren Greis-Hansen, så kan det allerede lade sig gøre, så Dannebrog, i den optik, burde allerede være “ikke specielt”), så, undskyld mig, men så er der godt nok ikke mget rygrad i ens danskhed i den forstand, at man føler sig “truet”, så snart noget “fremmed” (Det svenske flag?) dukker op. Det er præcis ligesom de idiotiske præster, og andre, som påstår at ægteskab generelt blev mindre værd, fordi homoseksuelle også kunne blive gift.
Som mit mellemnavn måske antyder, jeg er adopteret fra Sri Lanka, jeg er dansker, og glad for at være dansker (Knops igennem livet til trods), når jeg har haft fødselsdag har vi altid haft Dannebrog side om side med det srilankanske løve-flag på bordet, det har været ligeså naturligt i vores familie som det er bare at have Dannebrog hos andre familier. Og så er spørgsmålet, hvorfor pokker må jeg ikke flag med både Dannebrog og det srilankanske flag hvis jeg gerne vil? Der er jo ikke tale om, at staten skal flage med andre flag, men at private individer på egen grund, i eget hus kan flage med andre ting. Det tyske mindretal vi har lige nord for grænsen må da for min skyld hjertens gerne flage med det tyske flag side om side med Dannebrog, det er da kun en smuk ting, at flaget fra det land som besatte os for 70 år siden, og det land, Sverige, som vi var i krig med i 1000 år, i dag kan veje side om side med Dannebrog.
Dannebrog er for mig et stærkt symbol, fordi det har noget at sige, ikke alene, men sammen med andre symboler. Det symboliserer det land jeg anser som mit hjemland, og det ser jeg hjertens gerne sammen med f.eks. den franske tricolor, vore europæiske brødre og søstre.
En anden anekdote. Min fætter bor i Japan og er gift med en japaner, der er endnu en god grund til at Dannebrog vejer side om side med Nissh?ki (Sol flaget), i denne konkrete sammenhæng for at symbolisere kærlighed og familie på tværs af landegrænser.
“Dannebrig er vort lands flag .. og på dansk grund skal det ikke nedværdiges ved at sidestille det med andre nationers flag…. ”
Jeg håber du er klar over, at i Danmark er det i dag tilladt at flage med:
1. det svenske flag.
2. det norske flag.
3. det finske flag.
4. det islandske flag.
5. det færøiske flag.
6. det grønlandske flag.
7. det europæiske flag.
8. de Forenede Nationers flag.
Så hvis du synes Dannebrog nedværdiges ved at stå side og side med et andet lands flag, så værsågod, her har du en gang nedværdigelse. Værsågod at opføre dig som en flok tossede fundamentalister i Egypten, som ikke kan tåle at et symbol de helliger, bliver antastet bare en lille smule.
Jeg tror man, ud fra en filosofisk anskuelse, kan lave en interessant differentiering ved at bruge udtrykkene “Livsvarigt fængsel” og “en livstidsdom” (Eller et lignende udtryk der har formulering “en livstid”). Sprogmæssigt betyder “livsvarigt”, at noget varer for livet (Dermed pr. definition ens eget liv), men “en livstid” behøver jo ikke være ens egen livstid, det kunne være en defineret længde. På dansk bruger vi også udtrykket “i en menneskealder” til at udtrykke at noget har varet i meget lang tid. Hvis man så bruger det sidst nævnte udtryk i henhold til strafferet, kunne det hentyde til, en defineret længde. F.eks. 20 års fængsel, da 20 år, 1. er lang tid, og 2. svarer til en begrundet definition på hvad en livstid er.
20 – 25 år svarer til hvad mange ville udtrykke som “en menneskealder”.
Kan ikke lige huske længden på en livstidsdom i Norge, men fornylig vedtog Stortinget en simpel ændring af straffeloven, så at en indsat kan holdes bag tremmer, hvis det vurderes, at vedkommende er til fare for omverden. Dette er åbent tiltænkt Anders Breivik. Har ikke lige tjekket alle detaljerne omkring den lovændring, men det kunne f.eks. være ræsonnabelt, at en dommer skulle forlænge frihedsberøvelsen på en bestemt interval. Så lad os sige om 20 år, når Anders Brevik egentlig måtte stå til løsladelse, men at anklagemyndigheden mener han er farlig for omverden, kunne man foreligge det for en dommer, som så kunne afgøre, om han skulle sidde inde 5 år endnu eller noget i den stil.
Personligt er jeg skeptisk overfor det at spærre folk inde til den dag de dør af alderdom (Hvis en mand på 70 år blev dømt til 10 års fængsel, og døde 3 år senere, er det en anden snak).
En straf på f.eks. 20 år, eller, som du siger, 25 år er en hård straf, og opfylder den “hævn” fra samfundets side, som sanktionerer dem, som måtte alvorligt forbryde sig imod andre og samfundet, og den afskrækkende effekt det skal have (Der er ingen evidens for, at dødsstraf afskrækker kriminalitet, det gør tværtimod et effektivt politi, så der er stor chance for at man bliver opdaget, derudover mener jeg er dødsstraf er en kastrering af princippet om retten til livet, og en farlig beføjelse til statsmagten, selv som socialist kan staten være for stor!).
Jeg tror ikke på, at nogen sober person kunne sige “Nå ja, 20 år, så er jeg fri igen, vi ses!”, 20 år er dælme lang tid. I går var det 10 år siden jeg købte en Nintendo GameCube spillemaskine, og de 10 år i frihed har virkelig føltes lange for mig, bag tremmer er sgu en hård straf!
Men når vi taler om det, at spærre folk inde til de dør af alderdom, synes jeg er meningsløst på to områder. 1. Hvis en person ikke er blevet et bedre menneske af en straf på 20 år (Eller mindre i tilfælde af mildere forbrydelser), så bliver han/hun det nok ikke efter 40 år, og 2. At have en person indsat i et fængsel koster knaster for samfundet, så er det bedre at man giver en lang (Og dermed hård) straf, men at den indsatte på et eller andet tidspunkt kommer ud, og forsørger sig selv, jævnfør punkt 1 og Norges nye Breivik-paragraf.
Kan allerede lugte “retsfølelses-argumentet” på vejen, og dertil vil jeg sige, at retsfølelse er sgu noget underligt noget, og samtidig relevant. Ordnet.dk definerer det som “fornemmelse for hvad der er retfærdigt og rimeligt, og hvad der ikke er”. I engelsk ret adskilles princippet om lov og retfærdighed. Retfærdighed kommer ikke nødvendigvis i form af lov, fordi en lov håndhævet i alle tilfælde af brud kan være uretfærdig til tider. F.eks. hvis straffen for tyveri var håndsafhugning, og man håndhævede det over fattige som stjal brød for at deres børn skulle få mad, ja det er ikke retfærdighed. Derfor har man i England to søjler, den ene er lov, kold og kontant, og “equity” som handler om retfærdighed og rimelighed, hvor “equity” modvirker “the rigidity of the common law”, som man siger. Det er en god differentiering der giver rum for nuancer, hvorimod kontinentale retssystemer som det danske har en større tendens til at sammenblande lov og retfærdighed, ved at lovene både skal afspejle kontant lov, og retfærdighed, og derfor kan være meget rodede.
For en god beskrivelse af det engelske system, se følgende:
Hensynet til retsfølelse, som jeg ser det, er at folk respekterer og har tillid til retssystemet og dets afgørelser, og derfor ikke tyr til selvtægt og hævnaktioner, og dermed civiliserer samfundet, så det er samfundets lov, og ikke junglens lov der hersker. Hensynet til retsfølelse skal derimod ikke være, at hver enkelt offer for kriminalitet føler, at en person som måtte have bestjålet eller overfaldet dem, eller andre ting, har fået en “fair” (I forhold til offeret) straf. Fordi det er i bund og grund et “øje for øje” argument, og har ingen ende (Fordi hvis man er skyld i at en person mister synet, er det så retfærdighed at den dømte skal have fjernet synet?) og det er vi forhåbentlig gået væk fra forlængst i denne del af verden. I Iran var der for ikke så længe siden en mand, som havde smidt noget syre i ansigtet på en kvinde, så hun have mistet synet. Retssystemet ville så straffe ham ved, at han også skulle blændes med syre, som et element af retsfølelse baseret på meget middelalderlige (I den værste mulige forstand) anskuelser om retsfølelse. Systemet muliggjorde også offeret, at hun kunne “benåde” den dømte fra den del af staffen, hvilket hun gjorde, og efterfølgende havde det godt med det, men det her er i sandhed den logiske konsekvens af det argument om retsfølelse man hører fra f.eks. Dansk Folkeparti. Derudover, jeg tror helt seriøst der er folk derude som ville gå ind for, at folk som Joseph Frizl, eller de dømte i de sager om voldtægt af børn vi har haft fornylig skulle idømmes den straf man i England kalder “hanging, drawing and quartering”, hvilket vil sige, at man bliver hængt til, man lige knap er død, derefter sprættet op, og får rævet sine organer ud, og derefter parteret og halshugget. Det var straffen for højforræderi mod landet og kongen i England op igennem middelalderen og til for nogle hundrede år siden, personligt udtænkt af tyrannen Kong Edward I (Hvis nogen har brug for en dramatiseret gengivelse af det, se filmen “Elizabeth” fra 1998). Menneskerettigheder har det med at gå fløjten i manges optik, så snart de ser eksempler som er grælle nok, f.eks. i form af seksuelt misbrug af børn, folkemord eller lignende.
Som Gandhi sagde: “An eye for an eye will make the whole world blind.”
Pernille Skipper
Skal i Deadline 22.30 på DR2 om terrorlovgivningen. Jeg mener, at vi er gået alt for langt. Med terrorlovgivningen begik man i realiteten vold på det, man forsøgte at beskytte – demokratiet.
Kilde: Facebook
@ Pernille Skipper og alle andre.
Morten Bødskovs stråmands-tågesnaks-argumenter fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig, da det mindede mig om et interview med Kevin Mitnick (En berømt hacker) fra 2003, hvor han siger nogle meget signifikant, og som kan siges, ordret, stadig her 9 år senere, i 2012.
“Kevin Mitnick: I think in this post-9/11 world that our government, the people in the DoJ (Department of Justice, det amerikanske justitsministerium, red.), are really exploiting this tragedy to get more power under the pretense that it is to fight terrorism. They are trying to get a lot of power to surveil United States citizens with very little or no judicial review. It is concerning to me, because each and every time we as Americans, in trying to achieve better security because of the fear of terrorism, each and every time we give up a civil liberty, we will never get it back.
…
And then I think about, why, when the government is asking for additional power, why do they not ask for that additional power for a very limited period of time. They say, well the fight against terrorism is going to go on indefinitely, it is never going to be over. Just like the war on drugs, it is still going on today, it is never going to be over. So it really concerns about how easily people are willing to give up these rights.
Interviewer (Emmanuel Goldstein): Well it is because of fear, because people are afraid, they are willing to give up rights because of what will happen …
Mitnick: They are willing to give up their privacy in exchange for feeling more secure, but once you give up those privacy rights, you will never EVER get them back, period.”
Efter mit indlæg til Karina Lorentzens kommentar på Facebook til MetroXpress artiklen skrev Lena Thomhav følgende svar til mig:
“Okay, Troels. Jeg tror jeg forstår, hvad du mener. Og ytringsfriheden er en vigtig demokratisk rettighed, som vi ikke må give køb på. Desuden er det altid nemmere at bekæmpe det, der er i det åbne – så langt er jeg med. MEN med al risiko for at blive kaldt hyklerisk, så er jeg altså også et ganske almindeligt menneske, der sværger til rød politik, og jeg får altså ondt i røven, når nogen bliver rige på andres bekostning, og jeg synes, det er forkert, at mordere kan score kassen på at svælges i deres eget “heltemod” aka deres ugerning. Jeg synes tanken i sig selv er vammel.”
Jeg svarede følgende til hende:
@ Lene Thomhav
Hvis jeg udtrykte mig en tand uklart i min rus af sarkasme skal jeg beklage. Dem jeg hentød til som hykleriske, er folk som rent faktisk går ind for at knægte ytringsfriheden med lovgivning (Og det er et stort problem, fordi vi har ingen forfatningsdomstol til at håndhæve grundloven hvad ytringsfrihed angår, modsat f.eks. Tyskland, Frankrig, sågar Italien og Spanien) hvad det her angår. Jeg skal være den første til at skelne mellem de typer, og så folk som nok måtte synes at det kan være moralsk problematisk, at f.eks. Anders Breivik måtte kunne tjene penge på at skrive en bog om sine ugerninger (Dog tror jeg Breivik hellere vil bruge tid på, at skrive et nyt 1000-siders manifest), men som ikke går ind for rent faktisk at forbyde det. Der er forskel i mellem at have et princip, og stå ved det, selv når man synes konsekvenserne af principperne er ubehagelige (F.eks. som du siger med, at nogen tjener penge på andres bekostning i form af f.eks. Peter Lundins bogudgivelse) og så det at påstå at have et princip, men at kaste det ud af vinduet, så snart man ikke synes om det mere. Tortur er andet område, hvor vi har et lignende problem. Eller dødsstraf, hvor man kan finde folk som er så og så meget imod det, men når vi så får en Rebild-sag, eller lignende, ah, så er modstanden mod dødsstraf heller ikke større osv., igen et eksempel på, at folk påstår at bekende sig til princip XYZ, men så snart det bliver svært, så står man af.
I øvrigt, jeg hører selv til langt ude på venstrefløjen, så jeg kan for så vidt godt følge dig i hvad du siger om, at det er vammelt, at nogle profiterer på andres bekostning. Jeg vil så inkludere visse nyligt afdøde erhvervsledere, som bl.a. støttede USA med skibe i den første Golf-krig, i nogenlunde samme boldbane (Hvornår har vi i øvrigt hørt om, f.eks. en indisk skibsværftsarbejder som har mistet synet, pga. farligt svejsearbejde, på det seneste?), eller et endnu bedre eksempel, George Bush (Som også har skrevet en bog), som har mindst 100.000 menneskers blod på hænderne.
Det er åbenlyst, at en lov imod at forbrydere skulle kunne udgive bøger, aldrig ville gælde rige forbrydere, eller magtfulde forbrydere, det vil kun gælde for folk som ikke er medlem af den økonomiske adel. At fokusere på f.eks. Peter Lundin, eller sågar Anders Breivik, hvad det her angår, er, med al respekt for deres ofre, at skyde myrer med atombomber, når vi har f.eks. Fallujah i Irak, som USA har forurenet med så meget uarmet uran, at man har kunne måle højere stråling end i Hiroshima i 1946, med alt hvad det indebærer af folk født deforme, kræft og jeg ved ikke hvad, og som vil fortsætte i generationer. En lov som den der foreslås i MetroXpress artiklen vil derfor kun være en knægtelse af ytringsfriheden for den menige person (I øvrigt, hvornår har overklassen været interesseret i ytringsfrihed for den menige person? Se bare da Louis Pio ville holde møde på Fælleden, det forbød politiet, da forsamlingsfriheden kun gjaldte for borgerskabet). Hvis Anders Fogh besluttede sig for, at skrive en bog om hans beslutningen om at deltage i den ulovlige aggressionskrig i Irak, så ville han jo heller ikke få konfiskeret overskuddet fra den, det er jo klart for enhver.
Den eneste “begrænsning” af ytringsfriheden, som jeg synes kan retfærdiggøres, principielt og rationelt, er i forhold til at fremsætte trusler, i form af dødstrusler eller had, imod folk. Der er vi i Danmark i øvrigt godt bagud, da vores hate speech-paragraf i straffeloven ikke dækker f.eks. seksuel orientering (Jeg kan finde et par præster, som burde sidde på anklagebænken, fremfor på prædikestolen) eller fysiske handicap. En “absolut” ytringsfrihed ville derfor knægte et andet princip om personlig frihed og sikkerhed, derfor skal loven balancere de to op imod hinanden.
