Category Archives: Blog

Medier, adoptivbørn og højrefløjspropaganda

Özlem Sara Cekic (SF) skrev her til eftermiddag på Facebook:

Da drengene blev dømt i 2008 for voldtægt understregede flere medier at det var indvandredrenge og idag hvor de er frikendt fordi pigen havde løjet, er de bare unge drenge.. Lidt reflektion vil være godt for medierne!

Løj om voldtægt – dømt til behandling – dr.dk/Nyheder/Indland

Jeg kommenterede følgende:


@ Özlem Sara Cekic

Helt enig. I øvrigt, noget jeg har tænkt på er, hvordan ville medierne rapportere om en sag hvor en dansker, som var adopteret fra f.eks. Sydkorea eller Sri Lanka (Jeg er selv adopteret fra Sri Lanka), havde begået noget kriminelt? Ville man blive portreteret som “invandre-<indsæt et eller andet udtryk>” ? Eller “en dansker med anden etnisk herkomst”, eller bare “en mand/kvinde fra <land>…”, eller bare “en mand/kvinde …” ?

Det ville være en rigtig god lakmustest på, niveauet af racisme i dette land. Invandrer er altid blevet diskrimineret imod, selv de hvide irer som immigrerede til USA blev set ned på (De var jo katolikker), præcis som vi europæere i dag ser ned på invandre som er muslimer. Men adoptivbørn er jo en speciel gruppe, fordi synet på folk som mig afslører med det samme enhver form for racisme, da man jo ikke kan bruge ordet “invandrer” om mig og stadig “fremstå”, som værende ikke racistisk.

Det er i øvrigt noget jeg synes for mange taler for lidt om, hvordan påvirker Dansk Folkepartis dæmonisering af “fremmede” adoptivbørn eller synet på dem?

Svar til Lene Thomhav om Danmark, danskere og nationalt hykleri

Efter mit indlæg til Karina Lorentzens kommentar på Facebook til MetroXpress artiklen skrev Lena Thomhav følgende svar til mig:

“Okay, Troels. Jeg tror jeg forstår, hvad du mener. Og ytringsfriheden er en vigtig demokratisk rettighed, som vi ikke må give køb på. Desuden er det altid nemmere at bekæmpe det, der er i det åbne – så langt er jeg med. MEN med al risiko for at blive kaldt hyklerisk, så er jeg altså også et ganske almindeligt menneske, der sværger til rød politik, og jeg får altså ondt i røven, når nogen bliver rige på andres bekostning, og jeg synes, det er forkert, at mordere kan score kassen på at svælges i deres eget “heltemod” aka deres ugerning. Jeg synes tanken i sig selv er vammel.”

Jeg svarede følgende til hende:


@ Lene Thomhav

Hvis jeg udtrykte mig en tand uklart i min rus af sarkasme skal jeg beklage. Dem jeg hentød til som hykleriske, er folk som rent faktisk går ind for at knægte ytringsfriheden med lovgivning (Og det er et stort problem, fordi vi har ingen forfatningsdomstol til at håndhæve grundloven hvad ytringsfrihed angår, modsat f.eks. Tyskland, Frankrig, sågar Italien og Spanien) hvad det her angår. Jeg skal være den første til at skelne mellem de typer, og så folk som nok måtte synes at det kan være moralsk problematisk, at f.eks. Anders Breivik måtte kunne tjene penge på at skrive en bog om sine ugerninger (Dog tror jeg Breivik hellere vil bruge tid på, at skrive et nyt 1000-siders manifest), men som ikke går ind for rent faktisk at forbyde det. Der er forskel i mellem at have et princip, og stå ved det, selv når man synes konsekvenserne af principperne er ubehagelige (F.eks. som du siger med, at nogen tjener penge på andres bekostning i form af f.eks. Peter Lundins bogudgivelse) og så det at påstå at have et princip, men at kaste det ud af vinduet, så snart man ikke synes om det mere. Tortur er andet område, hvor vi har et lignende problem. Eller dødsstraf, hvor man kan finde folk som er så og så meget imod det, men når vi så får en Rebild-sag, eller lignende, ah, så er modstanden mod dødsstraf heller ikke større osv., igen et eksempel på, at folk påstår at bekende sig til princip XYZ, men så snart det bliver svært, så står man af.

I øvrigt, jeg hører selv til langt ude på venstrefløjen, så jeg kan for så vidt godt følge dig i hvad du siger om, at det er vammelt, at nogle profiterer på andres bekostning. Jeg vil så inkludere visse nyligt afdøde erhvervsledere, som bl.a. støttede USA med skibe i den første Golf-krig, i nogenlunde samme boldbane (Hvornår har vi i øvrigt hørt om, f.eks. en indisk skibsværftsarbejder som har mistet synet, pga. farligt svejsearbejde, på det seneste?), eller et endnu bedre eksempel, George Bush (Som også har skrevet en bog), som har mindst 100.000 menneskers blod på hænderne.

Det er åbenlyst, at en lov imod at forbrydere skulle kunne udgive bøger, aldrig ville gælde rige forbrydere, eller magtfulde forbrydere, det vil kun gælde for folk som ikke er medlem af den økonomiske adel. At fokusere på f.eks. Peter Lundin, eller sågar Anders Breivik, hvad det her angår, er, med al respekt for deres ofre, at skyde myrer med atombomber, når vi har f.eks. Fallujah i Irak, som USA har forurenet med så meget uarmet uran, at man har kunne måle højere stråling end i Hiroshima i 1946, med alt hvad det indebærer af folk født deforme, kræft og jeg ved ikke hvad, og som vil fortsætte i generationer. En lov som den der foreslås i MetroXpress artiklen vil derfor kun være en knægtelse af ytringsfriheden for den menige person (I øvrigt, hvornår har overklassen været interesseret i ytringsfrihed for den menige person? Se bare da Louis Pio ville holde møde på Fælleden, det forbød politiet, da forsamlingsfriheden kun gjaldte for borgerskabet). Hvis Anders Fogh besluttede sig for, at skrive en bog om hans beslutningen om at deltage i den ulovlige aggressionskrig i Irak, så ville han jo heller ikke få konfiskeret overskuddet fra den, det er jo klart for enhver.

Den eneste “begrænsning” af ytringsfriheden, som jeg synes kan retfærdiggøres, principielt og rationelt, er i forhold til at fremsætte trusler, i form af dødstrusler eller had, imod folk. Der er vi i Danmark i øvrigt godt bagud, da vores hate speech-paragraf i straffeloven ikke dækker f.eks. seksuel orientering (Jeg kan finde et par præster, som burde sidde på anklagebænken, fremfor på prædikestolen) eller fysiske handicap. En “absolut” ytringsfrihed ville derfor knægte et andet princip om personlig frihed og sikkerhed, derfor skal loven balancere de to op imod hinanden.

Danmark, danskere og nationalt hykleri

Gratis-avisen MetroXpress skriver her til morgen:

Danskere vil forbyde mordere at tjene penge på erindringsbøger. Dansk Folkeparti står alene med støtte til forslaget. Andre partier opfordrer til at boykotte en eventuel Breivik-bog.

Drabsmænd som Peter Lundin eller Anders Behring Breivik bør ikke kunne tjene penge på at skrive erindringsbøger, sådan som Lundin gjorde det for et par år siden.

Det mener 64 procent af danskere ifølge en meningsmåling, som YouGov har lavet for metroXpress.”

Karina Lorentzen kommenterer på Facebook med følgende til ovenstående:

“Et flertal af danskere mener ikke, kriminelle skal have lov til at tjene penge på at skrive om deres forbrydelser. Jeg kunne ikke være uenig, men lad dog for h…. være med at købe deres bøger eller se de underholdningsprogrammer, som de får taletid i.”

Meget afdæmpet, og for så vidt fornuftig kommentar, dog valgte jeg at tilføje følgende:


I Danmark har vi principper, … lige indtil vi bliver forskrækkede over dem!

En diskussion om hvorvidt kriminelle må skrive om det lort de har lavet er simpelthen så typisk Danmark, og danskere! At man vil knægte ytringsfriheden, fordi pøblen synes det er så interessant at høre Peter Lundins erindringer, er nok noget af det voldsomste hykleri der findes. “Vi kan ikke finde ud af bare at ignorere idioten, så vi må hellere forbyde ham at sige noget”. Så er jeg sikker på, at nogen vil sige “Jamen, han kan de sige hvad han vil, han kan bare ikke tjene noget på det”. Well, okay, men hvis man vil skrive en bog kræver det både meget tid og energi, som man nok ikke har alene i fritiden, og derfor er nød til, at have en eller anden indtjening på, eller lade være med at skrive en bog, og dermed har ens ytringsfrihed fået en kraftig barbering.

Det er præcis det samme vi hører når vi taler menneskerettigheder her til lands. Fandme jo, menneskerettigheder er en god ting, og de der fesne kinesere osv. er noget mærkelige nogle, som ikke kan finde ud af at overholde dem, fandme jo! Vi er Danmark, og vi går ind for menneskrettigheder, vi fortæller i øvrigt os selv, at vores militær kæmper for disse i Vietnam’istan …… lige indtil at det går op for folk, at menneskerettigheder også gælder for voldtægtsforbrydere, krænkere som har misbrugt børn seksuelt, og …, ja meget aktuelt, Anders Brevik, ahhh ha, så er det pludselig for meget, nu kan vi ikke have den der forbandede menneskerettighedsdomstol, uhhhh ha, den blander sig i vores anliggender, og det kan vi ikke lide, det siger Pia K. jo selv!!!

Nogle påstår at sammenhængskraften her i landet er kongehuset og kirken. Tågesnak, sammenhængskraften er, hvad jeg kalder, nationalt hykleri (Man kunne også argumentere at X-faktor er, men det er en anden diskussion).

Som den, nu afdøde amerikanske komikker George Carlin sagde: “Bullshit is the glue that binds us as a nation”.

I øvrigt, kan se at MetroXpress artiklen hentyder til regler man har i USA. Jeg kan lige hilse og sige, at de regler forhindrer kriminelle, over en bred kam, generelt set, at tjene penge på at skrive om det de måtte have lavet. At mange uskyldige bliver dømt i USA giver det et særskildt problem, men det gør også at f.eks. hackere som Kevin Mitnick eller andre, som ikke engang har gjort noget voldsrelateret, ikke må skrive en bog om det de lavede, hvilket i en amerikansk sammenhæng kunne være meget relevant, hvis man er uskyldigt dømt.

Johanne Schmidt-Nielsen på France24!

Tidligere i dag sad jeg, og så en nyhedsrapport på France24s website, med kommentarer omkring stemmefordelingen ved første valgrunde af det franske præsidentvalg i søndags. Og da de så har en kommentator, med via video fra London, spotter jeg noget i baggrunden!

Som kan ses på ovenstående screenshot, er en valgplakat med Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten havnet i London! 😛

Vietnamistan – Deja vu?

Politiken skriver i dag:

Tidligere forsvarschef Tim Sloth Jørgensen afslører nu, at Danmark i halvandet år nægtede at følge et britisk krav om at lukke Armadillo.

I næsten halvandet år bemandede omkring 150 danske soldater den farlige og isolerede base Armadillo i Afghanistans Helmandprovins, selv om basen ikke længere havde betydning for krigen mod Taleban.

Armadillo havde udspillet sin militære rolle allerede i sommeren 2009, og den britiske hærledelse krævede, at danskerne lukkede basen.

Alligevel trak forsvaret først soldaterne tilbage fra Armadillo i efteråret 2010. I den mellemliggende periode blev fem danske soldater dræbt og 69 såret i området ved Armadillo og den mindre base Barakzai, der blev lukket samtidig.

Søren Gade sanktionerede beslutning

Det er forsvarets egne topfolk, der nu for første gang fortæller historien om lukningen af Armadillo. Det sker i en ny bog, ’Et land i krig’, skrevet af Politiken-journalisterne Lars Halskov og Jacob Svendsen.

»Der var noget mytisk omkring basen. Navnet og fortællingerne om kampen. Hvad ville de pårørende sige, hvis vi lukkede den? Havde det så været forgæves, at soldater havde givet deres liv for at komme derop?«, fortæller Tim Sloth Jørgensen i bogen.

Nu siger han til Politiken, at tidligere forsvarsminister Søren Gade (V) sanktionerede beslutningen om at opretholde Armadillo.

»Sådan en sag som denne her skulle afstemmes politisk. Det var ikke en militær beslutning, om Danmark skulle trække sig tilbage eller ikke trække sig tilbage. Vi gav et militært input, men i den sidste ende var det en politisk beslutning«, siger Tim Sloth Jørgensen.”

Kilde: Danske soldater døde på base uden betydning

Krigen i Afghanistan bliver bare mere og mere Vietnam-lignende, man kan fristes til at kalde det “Vietnamistan” til tider. Præcis dette fænomen med, at man fortsætter for ikke at tabe ansigt skete under USAs mange-årige krig i Vietnam, og da det kom frem var det en af de primære grunde til at den amerikanske befolkning vendte sig imod krigen.

Jævnfør dokumentarfilmen The Most Dangerous Man in America: Daniel Ellsberg and the Pentagon Papers:

Copyright © 2005 - 2015 Troels Just. Alle rettigheder forbeholdes.