Den 18. oktober skrev jeg følgende indlæg på Facebook, som svar på et spørgsmål fra en politiker (Hvis navn jeg har glemt) om hvor der er brug for en indsats for ligestillingen i Danmark.


Værnepligtens afskaffelse (Og suspension inden da) eller værnepligt for kvinder.

Det kan virkelig ikke passe, at vi i 2011 har grundlovsfæstede samfundsforpligtigelser for folk af et bestemt køn. At jeg, fordi jeg er mand, af grundloven er “forpligtiget til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar”, er præcis ligeså latterligt som, at kvinder, fordi de er kvinder, skulle have mindre i løn.

Personligt går jeg ikke ind for, at nogen skal tvinges til militær tjeneste, derfor er mit løsningsforslag at værnepligten helt afskaffes, og at den suspenderes indtil vi får grundloven reformeret, så man er lige uanset køn på dette område.

Det er da også glædeligt, at det er den nye forsvarsministers udgangspunkt, at suspendere værnepligten, det sker bare først fra 2014, og kun *suk* hvis de borgerlige vil være med, hvilket jo er latterligt. “Justice delayed is just denied” som man siger på engelsk, fordi værnepligten vil jo så i givet fald stadig ramme folk i de kommende år, og kun den mandlige del af befolkningen.

I øvrigt, jeg vil vædde en dyr middag på, at hvis man i morgen indførte værnepligt for kvinder, og så gav befolkningen, som helhed (Og ikke bare nogle mænd og kvinder som tænker konservativt), valget imellem det og så at afskaffe værnepligten, så blev den afskaffet med lynets hast.

Det er lidt som med krigene i Afghanistan og Irak, hvis man indkaldte en mand fra hver familie til tjeneste i de krige, så blev de fandme stoppet MEGET hurtigt. Det er sgu så nemt for folk, at sige “Ja, jeg støtter krigen” eller “Ja, jeg går ind for værnepligt” når det ikke rammer dem selv.