På hendes blog på Berlingske.dk skriver socialdemokraten, Christel Schaldemose under overskriften Vi får ikke mere demokrati af dagens afstemning, bl.a. følgende om Europa-Parlamentets Spitzenkandidat-proces:
“Der kommer dog stadig til at være en socialdemokratisk kandidat i spil. Men de kandidater, der nævnes i spillet, er, på nær fire, ikke nogle, som borgerne i EU har hørt om.”
Foruden antagelsen om, at vælgerne i Danmark er så dumme, at de ikke kan åbne Google og søge på en politikers navn, og lave 5 minuitters research er det samtidig uhyre morsomt, at en dansk socialdemokrat brokker sig over, at folk ikke har hørt om kandidater til europæiske poster, når vedkommendes eget parti ved med til at modarbejde, og underminere dette åbenlyse fremskridt for demokratiet (Eller mangel på samme) i EU tilbage i 2014.
Hendes kritik af Spitzenkandidat-processen er, i mine ører, meget cirkulær. Hun siger at et argument imod det er, at vælgerne i EU ikke har hørt om kandidaterne, men det skyldes bl.a. at Socialdemokratiet (Og for den sags skyld også Venstre) i Danmark, og i nogle andre lande, aktivt har bidraget til at underminere idéen ved ikke at deltage aktivt i den. Det svarer til, at Socialdemokraterne i Østjylland ikke havde Mette Frederiksen som front-figur i en kommende folketingsvalgkamp.
Alternativet til at partigrupperne i Europa-Parlamentet åbent opstiller kandidater er, nødvendigvis, at det er regeringerne, som bag lukkede døre, og via studehandler, udpeger folk til EUs topposter, som var det et pavevalg med hvid røg. Det ville jo svare til, at det ikke på forhånd var kendt, hvem partierne i Danmark mente burde være statsminister i Danmark.
Nu vil nogen, med sikkerhed, sige at “EU er ikke et land”, men det er bedøvende irrelevant, enten virker parlamentarisme, som princip, eller også gør det ikke. Fair nok, at socialdemokraterne ar uenige i Spitzenkandidat-proceduren tilbage i 2014, og derfor ikke deltog i den, men så kan de dælme ikke komme her i i 2018, og brokke sig over de fejl og mangler, som de selv var med til at påføre processen.
På trods af udfordringer/sabotage virkede det faktisk nogenlunde, hvilket er reflekteret i det store flertal, som netop har stemt for at gentage det. Kom da for pokker ind i kampen! Som vælger har jeg da ikke en disse indflydelse på et pavevalg, som regeringerne afholder bag lukkede døre, hvorimod til et EP-valg, hvor partigrupperne åbent siger, hvem de støtter, så kan jeg vælge at stemme på dem eller lade være.
Jeg er ikke stor-fan af Juncker, snarere tværtimod, men han har godt nok været meget bedre end, hvad der ellers har været af muligheder i blandt konservative politikere. Så sent som i dag har Peter Hummelgaard været ude og tale om, at EU skal have flere sociale elementer (Altinget: #Hvad-vil-S: EU skal have social traktat, der sætter grænser for fri bevægelighed), men da Juncker, og den relevante kommissær, for 1 – 2 år siden foreslog nogle fælles “minimums-levestandarder” (Ikke detail-regulerede mindstelønninger, som det blev udlagt som) var de danske socialdemokrater, anført af Mattias Tesfaye, de første som var i felten for at skyde det ned! Det er virkelig “flot”, at man på den måde først underminerer gode initiativer, og så brokker sig over de fejl, som man selv er med til at skabe.
I øvrigt, blot lige en tanke, hvor mange borgere i New York i januar 2007 havde hørt om en senator fra Illinois ved navn Barack Obama? Det skulle imidlertid ende med, at mange i New York blev ganske glade for denne mindre kendte senator. Ligeledes er der efterhånden en del borgere i EU, som er ganske glade for Margrethe Vestager, som konkurrencekommissær, selvom de ikke havde hørt om hende ved indsættelsen.
