troelsjust dot dk

“The ban on Christmas at Safad college is no isolated incident. For several years, Shimon Gapso, the notoriously racist mayor of the Israeli settlement of “Upper Nazareth” in the Galilee, has banned Christmas trees, calling them a provocation. “Nazareth Illit [Upper Nazareth] is a Jewish city and it will not happen – not this year and not next year, so long as I am a mayor,” Gapso said.

According to journalist Jonathan Cook in Nazareth, such bans continue and are widespread this year with Israel’s state-financed rabbis warning hotels and restaurants that they will lose their kosher certifications if they put up trees or other Christmas decorations or hold Christmas events.

“In other words,” Cook says, “the rabbinate has been quietly terrorising Israeli hotel owners into ignoring Christmas by threatening to use its powers to put them out of business. Denying a hotel its kashrut (kosher) certificate would lose it most of its Israeli and foreign Jewish clientele.””

Source: Forbidden to celebrate: Israel’s war on Christmas continues despite Netanyahu’s claim of tolerance

I think it goes without saying that in an apartheid state, nobody is safe from discrimination except the discriminators themselves, and then, in the long run, maybe even not them, because who are “they” really? In reality anybody perceived as a dissident at any moment is at risk, whether close to the discriminators or not.

@ Birgit Bergløv

Det danske flag vil altid være specielt i Danmark, fordi landet vi er i er Danmark. En nation er dets folk, og dannebrog er folkets flag, derfor vil Dannebrog altid være specielt. Det gør en lov, eller, som der her er tale om, et ministerielt dekret, ikke nogen forskel på. Hvis man føler at Dannebrog bliver mindre specielt fordi andre flag også kan ses (Og som jeg sagde til Søren Greis-Hansen, så kan det allerede lade sig gøre, så Dannebrog, i den optik, burde allerede være “ikke specielt”), så, undskyld mig, men så er der godt nok ikke mget rygrad i ens danskhed i den forstand, at man føler sig “truet”, så snart noget “fremmed” (Det svenske flag?) dukker op. Det er præcis ligesom de idiotiske præster, og andre, som påstår at ægteskab generelt blev mindre værd, fordi homoseksuelle også kunne blive gift.

Som mit mellemnavn måske antyder, jeg er adopteret fra Sri Lanka, jeg er dansker, og glad for at være dansker (Knops igennem livet til trods), når jeg har haft fødselsdag har vi altid haft Dannebrog side om side med det srilankanske løve-flag på bordet, det har været ligeså naturligt i vores familie som det er bare at have Dannebrog hos andre familier. Og så er spørgsmålet, hvorfor pokker må jeg ikke flag med både Dannebrog og det srilankanske flag hvis jeg gerne vil? Der er jo ikke tale om, at staten skal flage med andre flag, men at private individer på egen grund, i eget hus kan flage med andre ting. Det tyske mindretal vi har lige nord for grænsen må da for min skyld hjertens gerne flage med det tyske flag side om side med Dannebrog, det er da kun en smuk ting, at flaget fra det land som besatte os for 70 år siden, og det land, Sverige, som vi var i krig med i 1000 år, i dag kan veje side om side med Dannebrog.

Dannebrog er for mig et stærkt symbol, fordi det har noget at sige, ikke alene, men sammen med andre symboler. Det symboliserer det land jeg anser som mit hjemland, og det ser jeg hjertens gerne sammen med f.eks. den franske tricolor, vore europæiske brødre og søstre.

En anden anekdote. Min fætter bor i Japan og er gift med en japaner, der er endnu en god grund til at Dannebrog vejer side om side med Nissh?ki (Sol flaget), i denne konkrete sammenhæng for at symbolisere kærlighed og familie på tværs af landegrænser.

Dannebrog er, og vil altid være stærkt.

@ Søren Greis-Hansen

“Dannebrig er vort lands flag .. og på dansk grund skal det ikke nedværdiges ved at sidestille det med andre nationers flag…. ”

Jeg håber du er klar over, at i Danmark er det i dag tilladt at flage med:

1. det svenske flag.
2. det norske flag.
3. det finske flag.
4. det islandske flag.
5. det færøiske flag.
6. det grønlandske flag.
7. det europæiske flag.
8. de Forenede Nationers flag.

Så hvis du synes Dannebrog nedværdiges ved at stå side og side med et andet lands flag, så værsågod, her har du en gang nedværdigelse. Værsågod at opføre dig som en flok tossede fundamentalister i Egypten, som ikke kan tåle at et symbol de helliger, bliver antastet bare en lille smule.

@ Karina Lorentzen Dehnhardt

Jeg tror man, ud fra en filosofisk anskuelse, kan lave en interessant differentiering ved at bruge udtrykkene “Livsvarigt fængsel” og “en livstidsdom” (Eller et lignende udtryk der har formulering “en livstid”). Sprogmæssigt betyder “livsvarigt”, at noget varer for livet (Dermed pr. definition ens eget liv), men “en livstid” behøver jo ikke være ens egen livstid, det kunne være en defineret længde. På dansk bruger vi også udtrykket “i en menneskealder” til at udtrykke at noget har varet i meget lang tid. Hvis man så bruger det sidst nævnte udtryk i henhold til strafferet, kunne det hentyde til, en defineret længde. F.eks. 20 års fængsel, da 20 år, 1. er lang tid, og 2. svarer til en begrundet definition på hvad en livstid er.
20 – 25 år svarer til hvad mange ville udtrykke som “en menneskealder”.

Kan ikke lige huske længden på en livstidsdom i Norge, men fornylig vedtog Stortinget en simpel ændring af straffeloven, så at en indsat kan holdes bag tremmer, hvis det vurderes, at vedkommende er til fare for omverden. Dette er åbent tiltænkt Anders Breivik. Har ikke lige tjekket alle detaljerne omkring den lovændring, men det kunne f.eks. være ræsonnabelt, at en dommer skulle forlænge frihedsberøvelsen på en bestemt interval. Så lad os sige om 20 år, når Anders Brevik egentlig måtte stå til løsladelse, men at anklagemyndigheden mener han er farlig for omverden, kunne man foreligge det for en dommer, som så kunne afgøre, om han skulle sidde inde 5 år endnu eller noget i den stil.

Personligt er jeg skeptisk overfor det at spærre folk inde til den dag de dør af alderdom (Hvis en mand på 70 år blev dømt til 10 års fængsel, og døde 3 år senere, er det en anden snak).

En straf på f.eks. 20 år, eller, som du siger, 25 år er en hård straf, og opfylder den “hævn” fra samfundets side, som sanktionerer dem, som måtte alvorligt forbryde sig imod andre og samfundet, og den afskrækkende effekt det skal have (Der er ingen evidens for, at dødsstraf afskrækker kriminalitet, det gør tværtimod et effektivt politi, så der er stor chance for at man bliver opdaget, derudover mener jeg er dødsstraf er en kastrering af princippet om retten til livet, og en farlig beføjelse til statsmagten, selv som socialist kan staten være for stor!).
Jeg tror ikke på, at nogen sober person kunne sige “Nå ja, 20 år, så er jeg fri igen, vi ses!”, 20 år er dælme lang tid. I går var det 10 år siden jeg købte en Nintendo GameCube spillemaskine, og de 10 år i frihed har virkelig føltes lange for mig, bag tremmer er sgu en hård straf!

Men når vi taler om det, at spærre folk inde til de dør af alderdom, synes jeg er meningsløst på to områder. 1. Hvis en person ikke er blevet et bedre menneske af en straf på 20 år (Eller mindre i tilfælde af mildere forbrydelser), så bliver han/hun det nok ikke efter 40 år, og 2. At have en person indsat i et fængsel koster knaster for samfundet, så er det bedre at man giver en lang (Og dermed hård) straf, men at den indsatte på et eller andet tidspunkt kommer ud, og forsørger sig selv, jævnfør punkt 1 og Norges nye Breivik-paragraf.

Kan allerede lugte “retsfølelses-argumentet” på vejen, og dertil vil jeg sige, at retsfølelse er sgu noget underligt noget, og samtidig relevant. Ordnet.dk definerer det som “fornemmelse for hvad der er retfærdigt og rimeligt, og hvad der ikke er”. I engelsk ret adskilles princippet om lov og retfærdighed. Retfærdighed kommer ikke nødvendigvis i form af lov, fordi en lov håndhævet i alle tilfælde af brud kan være uretfærdig til tider. F.eks. hvis straffen for tyveri var håndsafhugning, og man håndhævede det over fattige som stjal brød for at deres børn skulle få mad, ja det er ikke retfærdighed. Derfor har man i England to søjler, den ene er lov, kold og kontant, og “equity” som handler om retfærdighed og rimelighed, hvor “equity” modvirker “the rigidity of the common law”, som man siger. Det er en god differentiering der giver rum for nuancer, hvorimod kontinentale retssystemer som det danske har en større tendens til at sammenblande lov og retfærdighed, ved at lovene både skal afspejle kontant lov, og retfærdighed, og derfor kan være meget rodede.

For en god beskrivelse af det engelske system, se følgende:

Hensynet til retsfølelse, som jeg ser det, er at folk respekterer og har tillid til retssystemet og dets afgørelser, og derfor ikke tyr til selvtægt og hævnaktioner, og dermed civiliserer samfundet, så det er samfundets lov, og ikke junglens lov der hersker. Hensynet til retsfølelse skal derimod ikke være, at hver enkelt offer for kriminalitet føler, at en person som måtte have bestjålet eller overfaldet dem, eller andre ting, har fået en “fair” (I forhold til offeret) straf. Fordi det er i bund og grund et “øje for øje” argument, og har ingen ende (Fordi hvis man er skyld i at en person mister synet, er det så retfærdighed at den dømte skal have fjernet synet?) og det er vi forhåbentlig gået væk fra forlængst i denne del af verden. I Iran var der for ikke så længe siden en mand, som havde smidt noget syre i ansigtet på en kvinde, så hun have mistet synet. Retssystemet ville så straffe ham ved, at han også skulle blændes med syre, som et element af retsfølelse baseret på meget middelalderlige (I den værste mulige forstand) anskuelser om retsfølelse. Systemet muliggjorde også offeret, at hun kunne “benåde” den dømte fra den del af staffen, hvilket hun gjorde, og efterfølgende havde det godt med det, men det her er i sandhed den logiske konsekvens af det argument om retsfølelse man hører fra f.eks. Dansk Folkeparti. Derudover, jeg tror helt seriøst der er folk derude som ville gå ind for, at folk som Joseph Frizl, eller de dømte i de sager om voldtægt af børn vi har haft fornylig skulle idømmes den straf man i England kalder “hanging, drawing and quartering”, hvilket vil sige, at man bliver hængt til, man lige knap er død, derefter sprættet op, og får rævet sine organer ud, og derefter parteret og halshugget. Det var straffen for højforræderi mod landet og kongen i England op igennem middelalderen og til for nogle hundrede år siden, personligt udtænkt af tyrannen Kong Edward I (Hvis nogen har brug for en dramatiseret gengivelse af det, se filmen “Elizabeth” fra 1998). Menneskerettigheder har det med at gå fløjten i manges optik, så snart de ser eksempler som er grælle nok, f.eks. i form af seksuelt misbrug af børn, folkemord eller lignende.

Som Gandhi sagde: “An eye for an eye will make the whole world blind.”

Pernille Skipper
Skal i Deadline 22.30 på DR2 om terrorlovgivningen. Jeg mener, at vi er gået alt for langt. Med terrorlovgivningen begik man i realiteten vold på det, man forsøgte at beskytte – demokratiet.

Kilde: Facebook

@ Pernille Skipper og alle andre.

Morten Bødskovs stråmands-tågesnaks-argumenter fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig, da det mindede mig om et interview med Kevin Mitnick (En berømt hacker) fra 2003, hvor han siger nogle meget signifikant, og som kan siges, ordret, stadig her 9 år senere, i 2012.

“Kevin Mitnick: I think in this post-9/11 world that our government, the people in the DoJ (Department of Justice, det amerikanske justitsministerium, red.), are really exploiting this tragedy to get more power under the pretense that it is to fight terrorism. They are trying to get a lot of power to surveil United States citizens with very little or no judicial review. It is concerning to me, because each and every time we as Americans, in trying to achieve better security because of the fear of terrorism, each and every time we give up a civil liberty, we will never get it back.

…

And then I think about, why, when the government is asking for additional power, why do they not ask for that additional power for a very limited period of time. They say, well the fight against terrorism is going to go on indefinitely, it is never going to be over. Just like the war on drugs, it is still going on today, it is never going to be over. So it really concerns about how easily people are willing to give up these rights.

Interviewer (Emmanuel Goldstein): Well it is because of fear, because people are afraid, they are willing to give up rights because of what will happen …

Mitnick: They are willing to give up their privacy in exchange for feeling more secure, but once you give up those privacy rights, you will never EVER get them back, period.”

For dem som måtte være interesseret, kan interviewet, med specifik reference til ovenstående citat, ses her: http://www.youtube.com/watch?v=HZB1WYk3GG0#t=47m32s

Efter mit indlæg til Karina Lorentzens kommentar på Facebook til MetroXpress artiklen skrev Lena Thomhav følgende svar til mig:

“Okay, Troels. Jeg tror jeg forstår, hvad du mener. Og ytringsfriheden er en vigtig demokratisk rettighed, som vi ikke må give køb på. Desuden er det altid nemmere at bekæmpe det, der er i det åbne – så langt er jeg med. MEN med al risiko for at blive kaldt hyklerisk, så er jeg altså også et ganske almindeligt menneske, der sværger til rød politik, og jeg får altså ondt i røven, når nogen bliver rige på andres bekostning, og jeg synes, det er forkert, at mordere kan score kassen på at svælges i deres eget “heltemod” aka deres ugerning. Jeg synes tanken i sig selv er vammel.”

Jeg svarede følgende til hende:

@ Lene Thomhav

Hvis jeg udtrykte mig en tand uklart i min rus af sarkasme skal jeg beklage. Dem jeg hentød til som hykleriske, er folk som rent faktisk går ind for at knægte ytringsfriheden med lovgivning (Og det er et stort problem, fordi vi har ingen forfatningsdomstol til at håndhæve grundloven hvad ytringsfrihed angår, modsat f.eks. Tyskland, Frankrig, sågar Italien og Spanien) hvad det her angår. Jeg skal være den første til at skelne mellem de typer, og så folk som nok måtte synes at det kan være moralsk problematisk, at f.eks. Anders Breivik måtte kunne tjene penge på at skrive en bog om sine ugerninger (Dog tror jeg Breivik hellere vil bruge tid på, at skrive et nyt 1000-siders manifest), men som ikke går ind for rent faktisk at forbyde det. Der er forskel i mellem at have et princip, og stå ved det, selv når man synes konsekvenserne af principperne er ubehagelige (F.eks. som du siger med, at nogen tjener penge på andres bekostning i form af f.eks. Peter Lundins bogudgivelse) og så det at påstå at have et princip, men at kaste det ud af vinduet, så snart man ikke synes om det mere. Tortur er andet område, hvor vi har et lignende problem. Eller dødsstraf, hvor man kan finde folk som er så og så meget imod det, men når vi så får en Rebild-sag, eller lignende, ah, så er modstanden mod dødsstraf heller ikke større osv., igen et eksempel på, at folk påstår at bekende sig til princip XYZ, men så snart det bliver svært, så står man af.

I øvrigt, jeg hører selv til langt ude på venstrefløjen, så jeg kan for så vidt godt følge dig i hvad du siger om, at det er vammelt, at nogle profiterer på andres bekostning. Jeg vil så inkludere visse nyligt afdøde erhvervsledere, som bl.a. støttede USA med skibe i den første Golf-krig, i nogenlunde samme boldbane (Hvornår har vi i øvrigt hørt om, f.eks. en indisk skibsværftsarbejder som har mistet synet, pga. farligt svejsearbejde, på det seneste?), eller et endnu bedre eksempel, George Bush (Som også har skrevet en bog), som har mindst 100.000 menneskers blod på hænderne.

Det er åbenlyst, at en lov imod at forbrydere skulle kunne udgive bøger, aldrig ville gælde rige forbrydere, eller magtfulde forbrydere, det vil kun gælde for folk som ikke er medlem af den økonomiske adel. At fokusere på f.eks. Peter Lundin, eller sågar Anders Breivik, hvad det her angår, er, med al respekt for deres ofre, at skyde myrer med atombomber, når vi har f.eks. Fallujah i Irak, som USA har forurenet med så meget uarmet uran, at man har kunne måle højere stråling end i Hiroshima i 1946, med alt hvad det indebærer af folk født deforme, kræft og jeg ved ikke hvad, og som vil fortsætte i generationer. En lov som den der foreslås i MetroXpress artiklen vil derfor kun være en knægtelse af ytringsfriheden for den menige person (I øvrigt, hvornår har overklassen været interesseret i ytringsfrihed for den menige person? Se bare da Louis Pio ville holde møde på Fælleden, det forbød politiet, da forsamlingsfriheden kun gjaldte for borgerskabet). Hvis Anders Fogh besluttede sig for, at skrive en bog om hans beslutningen om at deltage i den ulovlige aggressionskrig i Irak, så ville han jo heller ikke få konfiskeret overskuddet fra den, det er jo klart for enhver.

Den eneste “begrænsning” af ytringsfriheden, som jeg synes kan retfærdiggøres, principielt og rationelt, er i forhold til at fremsætte trusler, i form af dødstrusler eller had, imod folk. Der er vi i Danmark i øvrigt godt bagud, da vores hate speech-paragraf i straffeloven ikke dækker f.eks. seksuel orientering (Jeg kan finde et par præster, som burde sidde på anklagebænken, fremfor på prædikestolen) eller fysiske handicap. En “absolut” ytringsfrihed ville derfor knægte et andet princip om personlig frihed og sikkerhed, derfor skal loven balancere de to op imod hinanden.

Gratis-avisen MetroXpress skriver her til morgen:

“Danskere vil forbyde mordere at tjene penge på erindringsbøger. Dansk Folkeparti står alene med støtte til forslaget. Andre partier opfordrer til at boykotte en eventuel Breivik-bog.

Drabsmænd som Peter Lundin eller Anders Behring Breivik bør ikke kunne tjene penge på at skrive erindringsbøger, sådan som Lundin gjorde det for et par år siden.

Det mener 64 procent af danskere ifølge en meningsmåling, som YouGov har lavet for metroXpress.”

Karina Lorentzen kommenterer på Facebook med følgende til ovenstående:

“Et flertal af danskere mener ikke, kriminelle skal have lov til at tjene penge på at skrive om deres forbrydelser. Jeg kunne ikke være uenig, men lad dog for h…. være med at købe deres bøger eller se de underholdningsprogrammer, som de får taletid i.”

Meget afdæmpet, og for så vidt fornuftig kommentar, dog valgte jeg at tilføje følgende:

I Danmark har vi principper, … lige indtil vi bliver forskrækkede over dem!

En diskussion om hvorvidt kriminelle må skrive om det lort de har lavet er simpelthen så typisk Danmark, og danskere! At man vil knægte ytringsfriheden, fordi pøblen synes det er så interessant at høre Peter Lundins erindringer, er nok noget af det voldsomste hykleri der findes. “Vi kan ikke finde ud af bare at ignorere idioten, så vi må hellere forbyde ham at sige noget”. Så er jeg sikker på, at nogen vil sige “Jamen, han kan de sige hvad han vil, han kan bare ikke tjene noget på det”. Well, okay, men hvis man vil skrive en bog kræver det både meget tid og energi, som man nok ikke har alene i fritiden, og derfor er nød til, at have en eller anden indtjening på, eller lade være med at skrive en bog, og dermed har ens ytringsfrihed fået en kraftig barbering.

Det er præcis det samme vi hører når vi taler menneskerettigheder her til lands. Fandme jo, menneskerettigheder er en god ting, og de der fesne kinesere osv. er noget mærkelige nogle, som ikke kan finde ud af at overholde dem, fandme jo! Vi er Danmark, og vi går ind for menneskrettigheder, vi fortæller i øvrigt os selv, at vores militær kæmper for disse i Vietnam’istan …… lige indtil at det går op for folk, at menneskerettigheder også gælder for voldtægtsforbrydere, krænkere som har misbrugt børn seksuelt, og …, ja meget aktuelt, Anders Brevik, ahhh ha, så er det pludselig for meget, nu kan vi ikke have den der forbandede menneskerettighedsdomstol, uhhhh ha, den blander sig i vores anliggender, og det kan vi ikke lide, det siger Pia K. jo selv!!!

Nogle påstår at sammenhængskraften her i landet er kongehuset og kirken. Tågesnak, sammenhængskraften er, hvad jeg kalder, nationalt hykleri (Man kunne også argumentere at X-faktor er, men det er en anden diskussion).

Som den, nu afdøde amerikanske komikker George Carlin sagde: “Bullshit is the glue that binds us as a nation”.

I øvrigt, kan se at MetroXpress artiklen hentyder til regler man har i USA. Jeg kan lige hilse og sige, at de regler forhindrer kriminelle, over en bred kam, generelt set, at tjene penge på at skrive om det de måtte have lavet. At mange uskyldige bliver dømt i USA giver det et særskildt problem, men det gør også at f.eks. hackere som Kevin Mitnick eller andre, som ikke engang har gjort noget voldsrelateret, ikke må skrive en bog om det de lavede, hvilket i en amerikansk sammenhæng kunne være meget relevant, hvis man er uskyldigt dømt.

I går skrev jeg følgende kommentar via Facebook til Line Barfod (Tidl. medlem af Folketinget for Enhedslisten, og advokat) efter, at hun havde optrådt i Deadline 22:30 på DR2 til debat om den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

@ Line Barfod

Hej Line, så dig lige i Deadline, og synes du argumenterede skarpt, som altid, godt klaret.

Jeg kom til at tænke på noget. Ville en anden mulighed for, at mindske antallet af sager som Menneskerettighedsdomstolen får fra Danmark, uden at kastrere menneskerettighedsdomstolen, som man kunne forestille sig at David Cameron har i tanke (Konventionen var sjovt nok skrevet af en skotsk konservativ, og i disse dage ligger den skotske regering op til en folkeafstemning om uafhængighed fra Storbritanien), ikke være at styrke de danske domstole igennem en grundlovsreform, som regeringen jo har på listen i det lange løb?

Hvis man i højere grad gav de danske domstole mulighed for, at efterprøve Folketingets lovgivning op imod både den danske grundlov, og menneskerettighedskonventionerne, ville man vel kunne få afgjort disse typer sager her i Danmark, fremfor at de skulle sendes til Strasbourg.

På Island har man fornylig færdiggjort et udkast til en ny forfatning, hvori man direkte grundlovsfæster menneskerettighederne efter europæiske standarder, meget af teksten er som taget direkte fra den europæiske menneskerettighedskonvention, plus et par nye idéer, f.eks. et total forbud mod obligatorisk militærtjeneste. I øvrigt er det menneskerettighederne før lovgivnings- og regeringsmagten. Derudover skriver man så senere i afsnittet om de islandske domstoles jurisdiktion:

“Courts shall decide whether laws are in conformity with the Constitution.”

Derefter følger en artikel om højesteret:

“Article 101.

The Supreme Court

The Supreme Court is the highest court of the state and has the final power to resolve all cases presented to the courts.
Nonetheless it may be decided by law that a special court may finally resolve disputes on wage agreements and the legality of strikes, although a verdict on penalties will be appealed to other courts.”

Såvidt jeg kunne forstå på en historikker jeg læste for nogle år siden er grunden til, at de danske domstole ikke har ligeså meget magt som de franske, tyske, spanske eller sågar italienske domstole, at da man vedtog det meste af vores nuværende grundlov tilbage i slutningen af 1800-tallet var domstolene præget af konservative kræfter. Derfor var de liberale kræfter på det tidspunkt, og senere hen Socialdemokratiet, meget tilbageholdende med, at tildele domstolene for meget magt, så dommerne ikke svækkede reformer af samfundet efter enevældens afskaffelse.
Hvis det er sandt, er det jo tydeligt for enhver, hvorfor vi så inderligt trænger til en grundlovsreform der styrker den dømmende magt i Danmark, og som i højere grad kan gå regering og Folketing imod når de måtte forbryde sig mod grundlov og internationale konventioner. Det gør de tyske, franske og italienske domstole næste på daglig basis, og ingen ville jo påstå at de lande ikke er demokratier.

Nedenstående er en kommentar jeg skrev til Özlem Cekic (Medlem af Folketinget for Socialistisk Folkeparti, SF).

Özlec Cekic skrev følgende kommentar på Facebook efter Lars Hedegaards frifindelse for brud for straffelovens paragraf 266 b (“hate speech” paragraffen, som jeg kalder den) angående hans udtalelser om, at muslimske fædre voldtager deres døtre:

Hedegaard er blevet frifundet. Så sidder man nu tilbage og har en voldsom uretfærdigheds følelse. Ikke nok med han er blevet frifundet, har han gentaget sine enorme, racistiske gereraliserende udtalelser om muslimer. Uhyggeligt!!

Özlem Cekic: Jeg kan godt forstå, at du føler dig krænket af Hedegaards hadske, og nedværdigende udtalelser, så langt er vi enige, men jeg må protestere over, at du benytter dig af ordet “racistisk”. Jeg er adopteret fra Sri Lanka, og har selv været udsat for mobning pga. min hudfarve, og blevet kaldt alt fra “negersvin” til at folk sagde at mine adoptivforældre ikke var mine “rigtige forældre”, hvilket er egentlig racisme (Altså har noget med “race” at gøre), fra jeg gik i børnehave og helt til 8. klasse.

Ordet “racisme” har INTET med religion at gøre. Jeg er enig i, at hadske udtalelser om mindretal er kritisable, og bør være strafbare i nogle tilfælde via “hate speech” lovgivning. Personligt kalder jeg Straffelovens § 266 b for “hate speech”-paragraffen, fordi den omhandler meget andet end race, for reference:

“§ 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.”

F.eks. hvis Søren Krarup, som den galning han er, begyndte at udtale sig, i lignende stil, om homoseksuelle fædre, er der jo ikke tale om racisme, men homofobi. Vi mangler egentligt et ord for “fordom eller diskrimination baseret på religion”.

Jeg er så død træt af, at folk (Siger ikke, at du nødvendigvis gør, følgende er heller ikke nødvendigvis rettet mod dig) slynger ordet “racisme” omkring sig, for at forsøge at forstærke deres retorik, når der reélt ikke er tale om racisme, brug for pokker da udtryk der er korrekte såsom “had”, “hadske” eller lignende.

Det pisser mig specielt af, fordi det hæver hadske udtalelse relateret til race op til at være slemmere end hadske udtalelser pga. f.eks. seksuel orientering, fysiske handicap (Som iøvrigt ikke er dækket af § 266 b.) eller lignende. Nazisterne (Det er jo pga. dem vi har § 266 b.) gassede altså også homoseksuelle, og mange andre de synes var “undermennesker”.

Det er iøvrigt også en farlig glidebane, at udvide ordet “racisme” til, at indbefatte religion, fordi det gør det kun ALT for nemt for de religiøse fanatikkere, at kalde religionskritikkere, som jeg selv, for racister, fordi jeg f.eks. går hårdt imod både jødedommen (Ikke jøder som folk, men deres monoteistiske religion som både kristendommen og islam bygger på, og som de religiøse fanatikkere i Israel bruger som argument for at undertrykke et helt folk i ægte apartheid stil), kristendommen, islam, hinduismen osv. Man risikerer to ting, for det første at religionskritik kan blive “farligere”, fordi folk evt. risikerer at blive stemplet som racister og sat i bås med holocaust, apartheid, eller lignende. For det andet, kan man risikere at ordet “racisme” bliver taget mindre seriøst, og dermed udvandet, fordi de uvidne masser tænker “Nååh ja, det handler jo bare om religiøse fanatikkere.”.

Til jer som kritiserer dommerne, ret hellere kritikken imod anklageren, fordi de sagsøgte Hedegaard udfra hans oprindelige udtalelser i det der lukkede interview. Så det er udfra det, at domstolen har skullet tage stilling til, om han kunne straffes. § 266 b. siger klart, “offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds”, og derfor er jeg såvidt enig i dommen, men manden kunne, og BURDE være straffet for hans efterfølgende udtalelser, og sågar tydeliggørelser, på TV.

Man skulle istedet have sigtet Hedegaard over hans udtalelser i TV interviews eller lignende (Som jo pr. definition er tiltænkt “offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds”), så havde man haft en sag. Sæt jer for pokker da ind i sagerne, inden i begynder, at rakke ned på dommerne.
I Danmark har vi nogle af det mest professionelle dommere man kan opdrive, og som desværre ikke har magt nok (Grundloven er blevet brudt massere af gange af VKO-regimet, uden at domstolene har kunnet komme med bål og brand og slå dem i hovedet, som f.eks. den tyske forfatningsdomstol jævnligt gør), som jeg plejer, at sige, hvis man som borger ikke er tilfreds med de domme der falder, så stem på nogle politikkere som vil ændre loven, og hvis man som politikker ikke kan lide de domme der falder, SÅ LAV FOR POKKER DA LOVEN OM!!!!!!!
Mener man, at en dommer overtræder hans, eller hendes, beføjelser, så indbring sagen for Den Særlige Klageret, og få vedkommende fjernet fra embedet.

Jeg kunne forstå kritikken af dommerne, hvis det var som i USA, hvor nogle dommere er taget i f.eks. at modtage penge fra det private fængselsvæsen for at sende flere yngre kriminelle i fængsel, eller ejer aktier i olieselskaber, og samtidig afgøre klager over BP osv.
Men de danske domstole er sgu lysår fra samme niveau af korruption, problemet med dem er, at grundloven ikke giver dem magt nok.